Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tomrummet giver ikke ved dørene

Kultur
11. april 2005

Ny bog
Da Michael Strunge tog livet af sig, var der flere, som bagefter skrev, at hans død allerede stod tydeligt foregrebet i mange af hans digte. Det var rigtigt i den forstand, at han som lyriker tit tematiserede fravær, tomhed, destruktion og død.
Men det var samtidig noget vrøvl: At fantasere om døden, at betænke dens alvor, prøve at forstå, hvad ingen kan forstå, er fundamentalt en ytring af liv. Hvad man måske kunne bebrejde Strunge, var, at han, når han skrev om døden, ikke altid så den i øjnene som noget definitivt fremmed, men som digter undertiden bildte sig ind at kunne omfatte også den.
Det er eftertanker som disse, der melder sig nu, når man læser den bog, der kom ud af det (efter komposition og nummerering at dømme: ufærdige) poesimanuskript, Morti Vizki efterlod ved sin død i september i fjor, og som endnu en gang stiller os over for fristelsen: At betragte en ytring af liv med den bagklogskab, kun døden kan levere. Intet ville være lettere end at glide af på udfordringen og konstatere, at han i sine sidste tekster endnu en gang demonstrerede sit unikke skæve talent og på umuligste vis fik balanceret mellem højstemt alvor og humorspækket ironi, men da bogen tillige præges af eksistentiel tyngde og indimellem anlægger et decideret religiøst bekendende tonefald, er der vist ingen vej uden om at opholde sig lidt endnu ved dette besværlige, døden.
Morti Vizki skriver i et af de første digte, at »døden kræver en selvbeherskelse jeg ikke ejer«, og dette er, uanset hvordan man vender og drejer det, noget gudsjammerligt vås og for mig at se en letfærdig leg hen over dødens definitive grænse. Som poetisk ytring imponerende frækt, men som eksistentielt udsagn kun en flygtig flothed.
Flere anmeldere har allerede citeret det digt, der slutter bogen, og som, som om dette ikke var nok, står genoptrykt på bagsiden af den:

Rede sengen som en soldat
Spise et æble en gang imellem
Skifte kattens vand
Er der noget som livet
Ja, døden
Teksten begynder som et sæt minimalistiske leveregler, en lille huskeseddel for dagligdag, men så slår den om i en billig flothed, efter melodunten, at hvis du stiller et tåbeligt spørgsmål, får du et tåbeligt svar. Digtets galgenhumor er ilde anbragt.

Savnet af XXX
Som det sikkert fremgår af ovenstående, har en gammel harme hos kritikeren over Morti Vizkis letfærdige omgang med sproget og dermed med livet vanskeligt ved at lægge sig. Hans egen død fjerner den ikke, men gør det kun så meget mere nødvendigt at markere grænsen mellem æstetiske domme og livsregnskaber, der ikke kommer litteraturen eller kritikken ved.
Lad os, når det er noteret, vende os til digtene selv. Som noget nyt betjener Morti Vizki sig i de sene tekster af en frapperende knaphed. »En seng for natten« står der på bogens første side, og samme ultrakorte metode afføder dette one-liner-pletskud: »Taxachaufføren brænder sin dunhammer af.«
Når man øverst på en side læser: »Kender du savnet af XXX?«, tænker man nok først, at det var da et sølle digt, men eftersom siden optræder sent i en bog, der beherskes af fravær og smerte, bliver X’erne tegn for det, der netop ikke lader sig betegne, fraværet ganget med tre. Lige så alvorlig og original er linjen: »TOMRUMMET GIVER IKKE VED DØRENE«, fordi den tager ordet på ordet, gør ’rummet’ fysisk konkret.

Punkteret patos
Hvis de korte og ultrakorte indslag udgør bogens gennemgående spor, vikler der sig herom for det første bekendelsesdigte, for det andet henvendelser til blandt andet en teddybjørn, en blodbøg og en rapand, samt for det tredje tankedigte med dybe eksistentielle ambitioner. Et af disse konstaterer, at »dér var vi inde og røre ved noget helligt«, og fortsætter med at fastslå, at der i lyrik findes »noget hymnisk«.
Mere præcist bliver det ikke rigtigt, og Vizki kan da heller ikke nære sig for at punktere sin egen patos: Først indsætter han højstemt en forpustet engel, men dernæst tager han forbehold: »Vi er ikke gudsbenådede digtere / Men vi er gudsbenådede mennesker, mennesker«.
Pudsigt nok gør dén gentagelse digtet utilsigtet patetisk, typisk som den er for den hang til selvhenpegende over-emfase, som Morti Vizki sjældent kunne holde i ave. Hvad, må man spørge, er der egentlig forkert ved at være: en gudsbenådet digter? Det svar, man får mellem denne bogs linjer, er, at poetisk talent indimellem kan føles som en byrde, der kun lader sig bære gennem noget så kedeligt som arbejdsdisciplin – der slet ikke er det samme som produktivitet.
Det er ganske mærkeligt i digt efter digt at følge et gennembrud til en dybt alvorlig og personlig religiøs tilværelsestydning og så, sideløbende hermed, at se, hvordan den lige efter bliver underlig konsekvensløs. »Livet er et godt liv. / Gud er den gode Gud / Og det er det vigtigste at stole på« hedder det således i et digt om »Lappedykkeren«, hvor sidste strofe besynger

Guds omsorg
Guds medfølelse
Tro, håb og kærlighed
I fugleøjets emalje.

Men på siden inden slår digteren fast, at gruen vedbliver at holde ham stangen. På siden efter står linjen »Sort pis« og modsiger, hvad der omgiver den. Hvis Morti Vizki var ’tro’ over for noget, var det måske mest hans uforfærdethed, en vished om mørkets allestedsnærvær, som i hans bedste digte heldigvis er tæt nabo til en opløftende humor.

*Morti Vizki: Almanak. Digte. 59 s. Kr. 150,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03354-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her