Hyldest til mor
Der er som sædvanlig voldsom energi og krasse harmonier i farvandet, når et af USA's mest feterede unge pianister Jason Moran lader høre fra sig. Hans nye plade, en udvidet klavertrio med Tarus Mateen (bas), Nasheet Waits (trommer) plus guitaristen Marvin Sewell (hørt bl.a. med Cassandra Wilson), tager livtag med arven i amerikansk musik fra blues over boogie til bop og avantgarde.
Det er alt sammen til stede i Morans eklektiske, rytmisk prægnante og til tider overlæssede spil, der ikke blot har forbilleder som Monk, Andrew Hill og Jaki Byard i bagagen men også nyere klassisk musik, som det høres i et af pladens bedste stykker, Prokofievs "Fields of the Dead", der foldes ud med skummende og rullende klangbølger i rubato, hvor Sewells ellers nøgne og uskønne guitar faktisk føjer sig smukt ind i helheden med slide-effekt. Pladen er en hyldest til Morans egen mor, men de varme følelser han nærer, forplanter sig ikke nødvendigvis til musikken, som i adskillige stykker virker gold og trættende.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »