Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Bridgewaters franske hyldest

Det er en dybt inciterende musikalsk iscenesættelse, der præger jazzdivaen Dee Dee Bridgewaters nye udspil: harmonika, guitar, bas og percussion. F...
Kultur
27. juni 2005

?#/tn dybt inciterende musikalsk iscenesættelse, der præger jazzdivaen Dee Dee Bridgewaters nye udspil: harmonika, guitar, bas og percussion. For med et forlæg af franske populærmelodier, indspillet som en hyldest til byen Paris, hvor Bridgewater opholdt sig i en årrække i 1990'erne, og som hun skylder mangt og meget (ganske som en vis Josephine Baker), er det skøn sydfransk caféstemning og sofistikeret etnisk jazz, der omgiver hendes sangforedrag. Og det klæder hende at afdæmpe sit udtryk, der ellers i værste fald tangerer det hysteriske, når hun slår gækken løs på en scene. Men ikke her, hvor hun med sin enorme erfaring og umiskendelige karisma trænger ned i det franske sangstof og leverer mindst to decideret uforglemmelige fortolkninger blandt pladens 11 sange - hvor af ikke én er dårlig. Lad os nævne Jacques Brels "Ne Me Quitte Pas", vokalt som instrumentalt frydefuldt fortættet og gribende i sin voksende dramatik. Og Sacha Distels og Jean Broussolles "La Belle Vie", der synges med en til tider næsten hviskende porøs intensitet. Orkestret af parisiske musikere kan hun ikke takke nok. Marc Berthoumieux (akkordeon), Minino Garay (percussion), Ira Coleman (bas) og Louis Winsberg (guitarer) leverer formidabel, fornem, fræk musiceren, der kunne have båret pladen alene. En pragtfuld vokaludgivelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her