Læsetid: 3 min.

Fortolkningens svære kunst

6. juni 2005

Lad os til en begyndelse slå to ting fast om Kim Larsens første soloplade, Værsgo, der udsendtes i 1973, mens Gasolin' stadig var 'gong koncern': Det er svært at finde nogen anden dansksproget plade, der bare minder om dén. Og det er endnu sværere at finde én, der overgår dén. Blandingen af mundrette og charmende sange, en række rudimentære, men uhørt effektive arrangementer, en afslappet indspilningsproces - DK's nok mest all-time indflydelsesrige lo-fi udgivelse - og Kim Larsen himself i sit allermest vindende gårdsangerhjørne er sgu svær at slå, og pladen kan uden tøven beskrives som en vaskeægte dansksproget klassiker. Pladens måske største bedrift er dens uforlignelige evne til at tale til alle - børn, gamle, unge, græsrødder, transvestitter, 2. g'ere, politikere, pærepunks, halalhippier og hiphaphoppere.

Nu har Copenhagen Records ladet 17 væsensforskellige kunstnere genindspille - samt ikke mindst: genfortolke - det ditto antal sange, der udgør underet, og det er der forudsigeligt nok kommet en ujævn, men også anderledes og pletvist træfsikker hyldest ud af. Som helhed må projektet dog betegnes som vellykket. Det i første omgang mest fængslende er at høre kunstnere, der til hverdag af tågede årsager føler sig tvungne til at synge på det famøse danglish, give den på modersmålet. Nogle træder i karakter og andre falder igennem, nogle skider på forlægget og andre kan ikke slippe det, men hvad der skinner igennem hele vejen er: kærlighed til 1973-modellen. Og kan reverens være en hæmsko, lyder det, som om at den i dette tilfælde har været ganske befriende for de fleste.

Så til duoen Hush dette: I lyder unægtelig både mere personlige og inciterende, når I tager livtag med sangen om "Maria", end når I giver den som anonymt, US-speaking countryensemble. Pludselig giver paradokset dansk country faktisk mening! På samme måde lyser Marie Frank op med en sensuelt ladet "Er du jol mon!!!" og der kommer virkelig schwung over tingene, når den store rockstemme Allan Vegenfeldt giver "Den rige og den fattige pige" nogen på frakken. Andre, der slipper godt af sted med at tackle Larsens univers, tæller Johnny Deluxe, der formår at få "Joanna" til at lyde fuldstændig som ét af deres egne numre; det samme gør sig gældende for Klondykes fine tolkning af "Guleroden", Mikael Simpsons dubbede version af "Sylvesters Drøm" samt ikke mindst hiphopnavnet Ataf Khawajas fint humoristiske udlægning af den stadig geniale vrøvlevise om hunden "Hubertus". Og Østkyst Hustlers forvandler den ultrakorte "Det rager mig en bønne" til deres helt egen personlige talking blues, mens epo-555 forklæder "På en gren i vort kvarter" til ukendelighed. Ikke med et helt lykkeligt slutresultat, bør det nok tilføjes. Men alligevel: point for at turde. Og så skulle Powersolo nok kunne fyre op under en hvilken som helst fest med deres rockabillyskramlende bud på "Christianshavns Kanal", der farer af sted, som havde de den onde selv i hælene.

Projektet er over standarden, hvad gælder den her slags projekter, der sjældent giver mening. Og i sidste ende beviser Værsgo 2 såmænd bare, at så gode sange, som de 17, Kim Larsen i sin tid rystede ud af ærmet, kan tåle stort set hvad som helst. Hurra for det.

Et evt. overskud går til den nystiftede forening Værsgo, der har til formål at hjælpe belastede børen og unge. Ideen til projektet udgår i øvrigt fra Basen Skole & Bosted. Check evt. www.basenchp.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu