Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Milevidt fra alfarvej

Kultur
20. juni 2005

Der er mere til Belgien end Tintin, sprogforbistring, Jean-Claude Van Damme, art nouveau, Jacques Brel, ølbryggerier, Eddy Merckx, pralinechokolader og en befolkningstæthed af en anden verden, det er ganske vist. Som nu ensemblet DAAU - hvilket står for: Die Anarchistische Abendunterhaltung - hvis medrivende instrumentale udtryk giver associationer til især klezmer, hvilket ikke mindst skyldes besætningen: klarinet, harmonika, cello og violin.

Det er musik med en så grundeuropæisk tone, at de pågående forhandlinger om, hvorvidt de forskellige landes statsledere skal og eller ikke skal trække deres forpulede traktat ned over deres respektive befolkningers hoveder, snildt kunne pågå til tonerne af det velklingende og fængslende Tub Gurnard Goodness-album. Vi befinder os milevidt fra alfarvej, men på den skønneste lille swingende plet, hvor der udover klezmer kan høres inspiration fra Beatles til Frank Zappa, fra den simpleste folkemusik til en mere kompleks klassisk, alt sammen spillet med energi, swing, frækhed, intensitet og en harmonisk forståelse uden sidestykke.

Anbefales enhver med mod på andre toner og rytmer end de p.t. dominerende. Men også du derovre i hjørnet kan være med, så kom bare frit frem!

DAAU: Tub Gurnard Goodness (Monoland special import/ Radical Duke Entertainment/Play It Again Sam) Kan bl.a. købes på http://www.daau.com/

DAAU spiller på Roskilde Festivalen, torsdag kl. 18:30, Pavilion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her