Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

FC Barcelona Confidential

Kultur
22. juli 2005

Man skal vist enten være stor fodboldfan eller interesseret i moderne virksomhedsledelse for at få det fulde udbytte af denne dokumentarfilm om fodboldklubben FC Barcelona. Filmen begynder i 2003, hvor klubben er i dyb økonomisk og spillemæssig krise. En ny, ung og dynamisk ledelse bliver valgt i den folkeejede klub, og i løbet af den næste sæson følger vi dem forsøge at vende udviklingen. Det er ikke nemt, når holdet til at begynde med ikke kan vinde nogle kampe, og når klubben skylder en milliard danske kroner væk. Men efterhånden vender lykken, strategien synes at virke. Helt nøjagtig hvad det er for en strategi, er dog ikke indlysende.

Der er en naturlig dramatik i filmen - fodbold og politik hører sammen i Barcelona, det selvbevidste Kataloniens hovedstad - og som en flue på væggen er kameraet med alle steder og til mange møder, hvor man normalt er forment adgang. Det retfærdiggør titlens 'confidential', men der refereres meget, og det rykker i én for at få mere at vide om, hvad det egentlig er, den nye ledelse gør, ud over selv at skyde penge og oceaner af tid i foretagendet og erklære, at der skal spares penge, f.eks. ved at betale spillerne mindre. Samtidig ser man heller ikke meget til spillet på banen - ud over enkelte klip fra kampe, hvor ledelsen nervøst følger spillet - og den udskældte træner, Rijkard, som kæmper med spillerne og en utilfreds presse.

Hvad er det for en strategi, han benytter sig af, og som også viser at virke, da holdet begynder at vinde efter en katastrofal første del af sæsonen? Fokus er på bestyrelseslokalerne og den økonomiske og ledelsesmæssige side af sagen, men det ville have livet op med noget mere fodbold. Det er jo trods alt det, klubben lever af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her