Læsetid: 1 min.

Gakkede rockerier

15. august 2005

Sterling hedder den seje lille Århus-kvartet, der gjorde indtryk sidste år med deres Kliche-inspirerede debut, Solo Danser Mama Sjus, der bl.a. indeholdt radiohittet "Lyssværd". Nu er de ude med ep'en Estadio Camp-Let (gakkede og lidet salgbare titler er en selvfølge hos Sterling), der lægger ud med en heftig fordanskning (ved ingen ringere end Steffen Brandt) af Brian Enos medrivende "Needle In A Camels Eye", der som "Ubesvaret Opkald" får bandet til at lyde endnu mere klichesk end tilforn. De resterende fem spor er alle nye kompositioner fra bandets hånd, hvor iblandt vi virkelig er kommet til at sætte stor pris på de to ballader, "Koldbrand" og ikke mindst den umelankolske "I morgen". Her folder gruppens melodiske flair sig helt ud. Sterling er stille og roligt ved at finde deres egen tone.

I den mere humoristiske ende af den dansksprogede rock finde vi en dobbeltudgivelse med Powersolo og The Defectors, der hver har bidraget med to spor til ep'en Snot Dum. Scoopet her er Powersolos funky spark i røven på den danske befolkning med den rammende titel "Dum Dum Dum". Den sidder lige hvor den skal, hvor gruppens "Cloriusmand" mere må henføres til afdelingen for småtterier, selvom den swinger som død og kridte. The Defectors overfører deres skamløst 60'ernostalgiske udtryk til den skægge sang om hende der "Frk. Snot" og ikke mindst en smadderkasse-version af Shubiduas "Små Blå Mænd". Det er både humor og hærværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu