Læsetid: 1 min.

Kampråb og kontraster

8. august 2005

Eksperimenterende musik er ofte som en balanceakt på en knivsæg.

Alternative kompositionsmetoder og højt specialiserede harmoniske og rytmiske strukturer i kunstmusikkens avantgarde eller i den fri jazz, kan forekomme svært fordøjelige.

Men hvis musikken får tag i én, venter der ofte musikalske oplevelser med nye indsigter.

Desværre lykkes det ikke Copenhagen Art Ensemble - det eksperimenterende orkester, der i årevis har kombineret komposition med fri improvisation i en udpræget europæisk ånd - at åbne musikkens døre andet end på klem på deres nye plade, Don't Mention The War.

Det bliver højst til sporadisk interessante sekvenser bl.a. farlig dramatik i orkesterleder Ture Larsens "Spaltechs", hvor Thomas Clausens iltre klaverspil blander med blæser- og rytmegruppens zigzag-mønster.

Der tys undervejs til kampråb, marchtrommer, tvetydig ironi og skærende kontraster (og cd'en prydes af Delacroix' kraftfulde maleri af den franske revolutions kulmination) som associationer til en kun alt for kendt verden af krig, kaos og tilfældig gru.

Men derfor kunne man jo godt have sammenkaldt tropperne til en mere tydelig og vedkommende musikalsk fortællestruktur.

Copenhagen Art Ensemble: Don't Mention The War (Stunt-x)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu