Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Fra randområderne

Kultur
15. august 2005

Der findes et USA udenfor tv-serierne og nyhedsformidlingens verden, hvor menneskeligt vraggods flyder rundt mellem hinanden uden nogensinde at få etableret noget, der blot minder om kontakt. Vi kender dette Amerikas skæbner fra forfattere som Raymond Carver og Charles Bukowski og fra Bruce Springsteens tekster på album som Nebraska og The Ghost Of Tom Joad.

Og nu altså også vestkystkvartetten Richmond Fontaine, der på sit sjette album The Fitzgerald har skruet helt ned for det instrumentale blus, der prægede sidste års gennembrudsplade Post To Wire - hvor især Paul Brainards udtryksfulde pedal steel-guitar brændte igennem - og i samklang med producer JD Forster kogt udtrykket ned til det allermest spartanske; en akustisk guitar, et klaver i det fjerne, måske en gulvbas og en lilletromme betjent med whiskers, når det går vildest for sig.

Resultatet er blevet en af de der skiver, der som en god film går lige i lytterens mellemgulv. Anslaget er tragediens og tonen er gennemført sørgmodig, men det skal De ikke lade dem skræmme af. For til gengæld får de ét af årets mest behagelige chok, når forsanger og sangskriver Willy Vlautin og co. snegler sig gennem endnu en hymne til og om nogle af samfundets fortabte randeksistenser. Det er et trøstesløst univers, der fremmanes og det er lidt af en gåde, hvorledes noget så dystert kan virke så på en gang både stærkt og opløftende, men så befinder Richmond Fontaine sig altså også på et kunstnerisk højere niveau end vi sådan er lige forvænt med. Stort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her