Ambitionerne på Kås himmelstræbende og nordisk klingende debut Sammenbidt Blidt er tårnhøje. Det er både godt og skidt. Godt, fordi gruppen af et ægte og ærligt hjerte tilstræber både originalitet og fornyelse i deres begavede fusion af folk og indierock (som Kå kalder: indiefolk) og ofte bevæger sig ud i et territorium for dansk rock, som stort set er uudforsket. Et vist åndsslægtskab med den århusianske oktet Under Byen spores her og der, om end Kå overall losser mere mås. Der er åbenlyst både vilje, talent, musikalitet og intellekt bag pladens 11 sange, der besidder mere særpræg og syret attitude, end vi er vant til her til lands.
Så godt som hver eneste sang myldrer med sære soniske detaljer, mærkelige indfald, pludselige stemnings- og temposkift og et næsten hysterisk afvekslende vokalforedrag fra frontkvinde og sangskriver Katrine Villadsen. Der er intet odiøst i stort set at ville det hele på et debutalbum - for tænk, hvis man aldrig fik chancen igen - men det er også pladens svaghed. At der ikke holdes lidt mere igen. At der ikke er mere ro på. Det fungerer hamrende godt de steder, hvor Silas Bjerregaard giver Katrine Villadsen vokalt modspil, og vi vil anbefale orkesteret at overveje en mere konsekvent brug af den dynamik, det giver at have to markante leadvokalister. Og Iben Wienes violinspil er en nydelse fra start til slut. Sammenbidt Blidt er en umådelig lovende begyndelse og får bandet et bedre overblik over sine virkemidler næste gang, skænker de nok vor måbende nation et fuldbyrdet mesterværk. Potentialet er der i hvert fald.
