Læsetid: 1 min.

Meget på hjerte

31. oktober 2005

Den amerikanske saxofonist, Charles Lloyd, skylder sin afdøde kollega, John Coltrane, ikke så lidt i sit vedholdende spirituelle forhold til modal jazz og i sin ekspressive tone, der er på sporet af forbilledets glød, men samtidig har sin egen skrøbelighed. Han intonerer ikke altid rent, og det rytmiske flagrer tit og ofte. Lloyd har aldrig været nogen perfekt saxofonist. Men han har meget på hjerte, og hans spil kan have et gribende emotionelt udtryk. Gennem tiden har han haft sans for at samle stærke folk omkring sig bl.a. en perlerække af pianister som Keith Jarrett, Michel Petrucciani, Bobo Stenson og på det seneste Geri Allen. Sidstnævnte sørger for en smukt indlevet indsats sammen med Robert Hurst (bas) og Eric Harland (slagtøj) på en lidt ujævn cd, der har sine momenter bl.a. Jacques Brelles længselsfulde ’Ne Me Quitte Pas’, der balanceres fyrsteligt i hus med Lloyds syngende, drømmende løssluppenhed, fikseret af rytmegruppens præcision og fasthed.

Charles Lloyd: Jumping The Creek (ECM)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu