Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

The Frighteners

Kultur
30. december 2005

Midt i al dette King Kong-hysteri er det kun sundt at minde sig selv om, at new zealandske Peter Jackson faktisk har lavet andre og meget bedre film tidligere i sin karriere. En af dem er samtidig hans første Hollywood-film: The Frighteners (1995) med Michael J. Fox i hovedrollen som en spøgelsesjæger, Frank Bannister, der kan se og kommunikere med rigtige spøgelser, og som (mis)bruger den evne til at påføre uskyldige mennesker spøgelser, han for penge så uddriver. En dag støder Frank dog på et tilsyneladende uovervindeligt, kutteklædt monster, der én efter én dræber beboerne i Franks hjemby. The Frighteners er spækket med flotte, digitale effekter, og Jackson fortæller samtidig en historie, der er både morsom, skæv, tragisk og uhyggelig. De forskellige elementer føjer sig sammen til en dybt tilfredsstillende helhed, som tilmed i sin dvd-udgave er næsten 20 minutter længere - og mere barsk og sexet - end den version, som blev vist i biograferne for 10 år siden. Den tredobbelte dvd er også udstyret med kommentarspor og en fremragende, næsten fire timer lang dokumentarfilm om filmens tilblivelse. Meget bedre bliver det ikke!

The Frighteners. Instruktion: Peter Jackson. Manuskript: Peter Jackson og Fran Walsh. Amerikansk. Universal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her