Læsetid: 1 min.

Bazaars afklarede mesterskab

3. april 2006

Tredive års jubilæum har den legendariske danske trio Bazaar i år. Med udgivelsen af Triology demonstrerer de tre garvede musikere, Anders Koppel, Peter Bastian og Flemming Quist Møller, med noget, der minder om gennemlyst, afklaret suverænitet og mesterskab, hvor udsøgt og gribende musik, der kan komme ud af deres ganske specielle, begrænsede konstellation:
Hammond-orgel, klarinetter/fagot og slagtøj. Pladen har suitens præg, med de overvejende selvkomponerede stykker organiseret som mange af deres koncerter nemlig i sektioner efter Bastians brug af blæseinstrument: først den mørke, mystiske fagot, dernæst den poetiske klarinet og den klagende tyrkiske G-klarinet. Stemningerne og pulsen skifter mellem fabulerende, frit improviserede forløb, boblende blues og balkaniserede udladninger og ikke mindst stykker, båret af en sugende smuk melankoli. I den sammenhæng er et af pladens magiske stunder de tre afsluttende fortolkninger af rumænske folkesange, bundtet sammen som en eftertænksom buket med fællestitlen Pastorale Romania. Der er menneskehjerter og bankende pulsårer bag denne erfaringsmættede og umiddelbare musik. Og en fortsat åbenlys nysgerrighed og spilleglæde. Man kunne også bare sige det kort: Bazaar har mesterklasse.

Bazaar: Triology (Cowbell Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu