Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Stabil, stovt manddomsjazz

Kultur
3. april 2006

Organisten Kjeld Lauritzen og saxofonisten Bob Rockwell holder fortsat liv i orgel-jazzgruppen, The Organizers, der, dannet tilbage i 1991, efterhånden er blevet en institution på den danske jazzscene.
Og ikke uden grund er orkestret afholdt for sit aldrig svigtende engagement i mainstreamjazzens og bluesjazzens swingende energifelt.
Man forventer selvsagt ingen nybrud. Her leveres i stedet – med garanti - den vare, man betaler for. Samtidig er Lauritzen og Rockwell så drevne og selvstændige musikere, at de tilfører en egen personlighed til en ellers i mange henseender slidt delgenre.
Med effektive kompositioner af egen avl skubbes musikken veloplagt fremad i gyngende variationer med gruppens tredje kernemedlem, Esben Bach, bag trommerne.
Musikken krydres med gæstespil af den rasende dygtige men også tilnærmelsesvis nonchelante Per Gade (guitar), den kriblende Ethan Weisgaard (congas) samt i hvert ét nummer, messinggruppen Hot Hut Horns og basunisten Erling Kroner. Alt i alt glimrende, uforpligtende, habil, stabil, stovt, sejt duvende manddomsjazz.

The Organizers: Yes Yes Yes (Music Mecca)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her