Nye umage konstellationer opstår hver dag, intet nyt i det. Men når blandingen udgøres af en ung stilskabende laptopper og en aldrende trommeslager, der har tævet for mestre som Miles Davis, James Brown og Fela Kuti, ja, så er der grund til at spidse øren. Britiske Kieran Hebden (alias Four Tet) vikler sine elektroniske fabuleringer ind i amerikanske Steve Reids trommespil i tusind afrikansk-amerikanske tunger. De lokker hinanden ud i det fri, væk fra computerens tidskoder og deres egne vaner, ud på ny jord, hvor de improviserer sig til rislende meditationer såvel som skærende supernovaer... Alt sammen på den første og eneste dag i studiet, som nu kan høres i uredigerede uddrag på to ætsende plader: Uregerlig krævende fremtidsjazz, grænseløs freetop, hallucinatorisk heksekeddel, kropsnær innovation, et evigt omskifteligt virvar af liv og død. Det bliver forrygende at høre dem på årets Roskilde Festival.
Kieran Hebden and Steve Reid: The Exchange Session Vol. 1 og 2 (Domino/Playground). Vol. 2 udkommer i dag