Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Mission: Impossible III

Kultur
5. maj 2006

Den amerikanske mainstreamactionsfilms indbyggede svaghed er dens forudsigelighed. Ligegyldig, hvor hårdt det går for sig, så ved vi, at helten klarer sig uden nævneværdige skrammer, og at skurken får, hvad han har fortjent. Actionfilminstruktørens job består så i alligevel at overraske os, få os til at sidde på kanten af sædet og frygte det værste. Det lykkes desværre ikke J.J. Abrams, der har instrueret tredje del af Mission:Impossible-sagaen.

Abrams, der har skabt de succesfulde tv-serier Alias og Lost, er en ferm håndværker, og teknisk og produktionelt er det svært at sætte mange fingre på M:i-III. Tom Cruise, der også har produceret filmen, spiller igen superagenten Ethan Hunt, som nu koncentrerer sig om at undervise andre agenter, fordi han har forelsket sig i den smukke Julia (Michelle Monaghan) og har tænkt sig at gifte sig med hende. Men Hunt bliver trukket ind i gamet igen af våbenhandleren Davian (Philip Seymour Hoffman), der gør det ganske personligt ved at kidnappe Julia. Og så går det vanen tro over stok og sten i den ene hæsblæsende actionsekvens efter den anden.

M:i-III varer ca. to timer, og efter halvanden time blev jeg træt, og faktisk følte jeg, at spændingskurven gik nedad gennem det meste af filmen. Tom Cruise vil tydeligvis gerne gøre Mission: Impossible til en ny Bond-franchise, og hvor det i den første film handlede mere om de enkelte missioner udført af et hold af specialiserede agenter, drejer det sig nu stort set kun om Ethan Hunt - selv om han har et team af kapable mænd og en kvinde til at bakke sig op.

Problematisk er det, at den nye film er så humorforladt - en af Bond-seriens store styrker - og at Abrams tilmed forsøger at afvikle et intenst kærlighedsdrama inden for spændings- og actionfilmens ikke så vide rammer. Der er brug for fokus for holde spændingen i kog i to timer. Tilmed er Cruise i M:i-III overraskende nok ikke særlig interessant som romantic lead eller hans love interest synlig nok til, at vi gider interessere os for hende.

Og så er handlingen, som sagt, forudsigelig. Abrams, der chokerer gang på gang i sine tv-serier, har indlagt flere små twists i M:i-III, men de er ikke svære at gennemskue. Som så mange andre instruktører tør han ikke træde ved siden af den - af Cruise og Hollywood - afmærkede sti, hvilket resulterer i, at filmen til slut svigter sin egen præmis. CMC

Mission Impossible III. Instruktion: J.J. Abrams. Manuskript: Alex Kurtzman, Robert Orci og J.J. Abrams. Amerikansk (Umuligt mange biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her