Læsetid: 1 min.

Kølig inderlighed i lidt for perfekt kulisse

12. juni 2006

Selskabet Blue Note har som Verve sikker fornemmelse for at ramme ind i en tid med efterspørgsel på (gerne smukke) sangerinder, der kan udtrykke kølig inderlighed i koblingen af jazz, blues, folk og rock som en bred og indbydende spise.

Det har Lizz Wright og især Patricia Barber og Cassandra Wilson fået meget godt ud af, mens det har været mindre interessant med spage fugle som Norah Jones og Katie Melua.

Blue Notes nye satsning hedder Jackie Allen, sangerinde i Chicago med plade-debut tilbage i 1994. Det er afgjort en indbydende cd i sprøde akustiske omgivelser. Og dog er der noget kalkuleret iscenesat over al den perfektion: det velspillende, men anonyme orkesters sikre skabelse af stemning uden ru kanter og coverdesignets blomsterornamentik med Jackie Allen som hårfager krølblond i romantisk western-dress.

Hun afslører sig dog ikke som nogen markant sangerinde og fortolker af eget materiale og sange af bl.a. Van Morrison, Rodgers & Hart, Donald Fagen og Randy Newman. Tværtom virker hun blid og bleg i sit underspil.

Det er alt sammen rart og nemt som glidecreme på kondomer og talkum på babynumser, tangled up in Blue Note.

Jackie Allen: Tangled (Blue Note)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu