Læsetid: 3 min.

Hinsides enhver beskrivelse grufuldt

Kasper Nørgaard Thomsen søger som forfatter at komme ’væk fra det litterære’. Det lykkes ham unægtelig også
14. december 2006

Nævn mig dine forbilleder, og jeg skal fortælle dig, hvem du er, eller rettere: gerne vil være. Sådan tænker man, når man netop har læst (eller rettere: prøvet at læse!) Kasper Nørgaard Thomsens overgearet opgejlede monotont manierede misfoster af en roman.

Hans maler-helte hedder Hertervig og Hill. Blandt digterne dyrker han Robert Walser og Ezra Pound. I hans spredte refleksioner om kunst henvises der til Fr. Nietzsche og Antonin Artaud. Ak ja, galninge var de alle til hobe. Og Thomsens øvrige forbilleder: Joyce, Djuna Barnes, Beckett, Céline, Jean Genet, Thomas Pynchon, W.S. Burroughs og tyskeren W.G. Sebald er, som mange i forvejen vil vide, eksponenter for en meget, meget lidt harmonisk eller fredselskende skrift.

Skriften amok

Kasper Nørgaard Thomsen (f. 1972) blev ud fra debuten Baljen (2001) sammenlignet med Henrik Bjelke pga. skriftens løben amok, den grasserende glossofreni. Men med den nye roman overgår Thomsen både Bjeller og sig selv, hvad angår det at skride ud ad tangenterne og glide frit af sted langs associationernes lianer.

Handlingsskelettet er lige så tyndt, som det virker fortænkt: Efter en koncert med det punkede irske folkrock-band The Pogues deporteres et hold danskere fra København til Albanien, hvor de skiftevis dyrker lingvistiske og etnografiske interesser – og bedøver sig med kokain.

Uden på denne historie, der forekommer mest tydelig i værkets fortællende optakt og mere punkt-agtige slutning, er så dynget eller hægtet en mængde andre episke tjavser, såsom en speedet monolog af en detektiv fra Las Vegas, den fragmentariske beretning om en dreng i en bunker, diverse løse sex-oplevelser samt en fortælling om to brødre, hvor den ene mister den anden.

Ufærdige sætninger

Jeg har læst det hele med omhu og undren, men beklager at måtte meddele, at jeg ikke på noget tidspunkt oplevede at blive fascineret, fanget ind, forført.

En ydre grund kan være de mange stave- og bøjningsfejl og de, ærlig talt, bundirriterende, åbent ufærdige sætningskonstruktioner, der samlet må efterlade det indtryk, at nogen har sjusket med manuskriptet. Den slags havde man måske båret over med, såfremt Kasper Nørgaard Thomsen demonstrerede noget, der i det mindste antydede et stort kunstnerisk talent. Hvad jeg ikke synes, han gør.

Han kan ikke holde en tanke fast og gøre den færdig, og skrivemåden skæmmes af en enerverende hang til fremmedordsbefængt og med smart engelsk forpestet, og dermed anstrengt, ’globaliseret’ pseudointellektualisme.

Nægtes skal det ikke, at læseren kommer langt omkring: fra Nevada til Tirana og flere gange frem og tilbage mellem Kværndrup og København – eller mellem Hardeshøj på Als og Ballebro i Sundeved, en færgetur, der kun varer sølle otte minutter. Mer’ lokalt kan det dårligt blive midt i den flimrende frenesi. For øvrigt har forfatteren da ret i, at Als ligner »en tandløs dinosaurus«, der forsøger at æde sig frem til Aabenraa.

Psykologi og æstetik

Skal jeg midt i min frustration yde romanen den høflige gestus at karakterisere den på dens egne præmisser, vil jeg sige, at Kasper Nørgaard Thomsens i mine øjne ulideligt opstyltede eksperiment bæres af to hovedbestræbelser, en psykologisk og en æstetisk.

Psykologisk set søger han at »bortskaffe jeg'et« ud fra en udsathedens etik. »Jeg fatter ikke,« skriver han, »hvordan man i den moderne verden kan opretholde identiteten«. I konsekvens heraf fistrer romanen rundt mellem flere fluktuerende delidentiteter og får nogle gange anbragt en ’Johan’ i centrum, andre steder William But eller Gerolsteiner eller Krankenheimer, hvis ikke ligefrem selveste Sproget gøres til subjekt.

Kunstnerisk set tilstræber bogen en ’crossover’-æstetik, i form af en stadig »uensartet kritik« af helheden som stil. Nørgaard Thomsen vil nemlig »væk fra det litterære« ud i uendelige ord-galakser, sådan at læseren selv kan se sammenfatningen krakelere. Han siger op i røven med litteraturen og forsøger sig i stedet med noget, han selv betegner som erigeret intuition. Thi »Lortet styrter rundt i mit hoved«.

Skulle man karakterisere hans prosa, kunne man bruge hans eget ord ’begrebssensualisme’ og ligeledes med hans egne udtryk sige, at han igennem en kattelem søger ind i en omkostningskorridor. Hvad der foregår derinde er forskruet, forvirret og furiøst.

Ja, Malonecity er forskrækkelig læsning. Eller som en gymnasielektor, jeg kendte, engang sagde om noget dårlig mad: »Det smager græsseligt. Det er hinsides enhver beskrivelse grufuldt.«

Kasper Nørgaard Thomsen: Malonecity 1. Roman. 186 s. Kr. 175,00. 

Kasper Nørgaard Thomsen: Malonecity 2. Roman. 174 s. Kr. 175,00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu