Læsetid: 3 min.

KORTERE SAGT - ROCK

28. august 2006

Burial
Burial

Mørket breder sig i Londons gader for tiden med genren dubstep, der for alvor er begyndt at sive fra undergrunden. Med sin industrielle, ildevarslende blanding af uk garage og dub kan den beskrives som dystert druknet Jamaica med dobbelt tempo-dansende skeletter.

Det hemmelighedsfulde London-projekt Burial er blandt de fremmeligste, og det konsolideres med det fremragende debutalbum Burial. Vi befinder os i en postindustriel verden med strejflys, mislyde og syreregn fra Blade Runner, jamaicanske dancehalls og den dystopiske del af 90'ernes ravescene. Klangene er anløbne og rytmerne er forræderiske, på én gang animerende og forvirrende, programmeret i et nådesløst system af roterende barberblade og lumpne mavestød. Sangstemmer svæver løsrevne, arabiske melodier spøger, enorme rum ekkoer - en slags undersøisk og radbrækket fætter til Massive Attacks storbyepos Protection.

Det er nærliggende at høre Burial som en elegi over vor civilisation. Musik som urban kvælningsfornemmelse, måske social fallit - og i hvert fald et forførende sortsyn.

Leonard Cohen: I’m Your Man
Diverse kunstnere

De kan ikke slås ihjel, Leonard Cohens sange. Og selv om flere forsøger på soundtracket til koncert-filmen Leonard Cohen: I’m Your Man, så fejler de. Perla Batalla og Julie Christensen forsøger med vold at vride »Anthem« for mening, men sangen smutter mellem deres skingre stemmelæber. Heldigvis. Rufus Wainwright bræger monokromt og stort set uden de eksistentielle sprækker, som gør Cohens sange og stemme så store. Men flere inspireres også af mesterens pennestrøg. Nick Cave forvandler »I’m Your Man« til sin egen sorte uslebne juvel og giver den tilbage til Cohen og os. Antony hjemsøger »If It Be Your Will« med sin tåretrækkende vibrato. Jarvis Cocker, Martha Wainwright og Beth Orton gør sig bundhæderlige anstrengelser. Og Cohen selv får det til at skælve i det fine studie-samarbejde med U2 om genrejsningen af »Tower of Song«. De kan altså ikke slås ihjel, Cohens sange, men de kan til gengæld – som vi ved fra det hjemlige forsøg På danske læber – være svære at give nyt liv. I hvert fald når man vælger konservative fortolkere...

Vandrer hjem
Sidste ambulance

Man render rundt og er ramt af virkeligheden. Så sætter man sig ned og skriver et par sange om den og en selv og bræger dem til sine nærmeste – eller hvis man er heldig til en købedygtig offentlighed. Sidstnævnte held tilfalder Sidste ambulance. Kvartetten transmitterer en stille og rolig og skandinavisk lavmælt undren og filosoferen, og det gør de faktisk ganske charmerende. Henrik Balling har produceret lækkert og med sans for den drilske detalje, og Sidste ambulance huser både ferme håndværkere, behagelige kolorister og en lille smule eventyrlyst: Her både guitarstøjes, programmeres, jazzes, scratches på pladespillere og pilles ved hårdt prøvede popstrukturer. Men her er ingen jordskælv, folkens, blot en rar klang, en legesyg detaljerigdom, en behageligt professionel musikalitet og så denne hverdagsnaivisme som gennemsyrer både tekster og Bjarke Helmøs sang. Den gør nogle sange unødigt trivielle eller irriterende velfriserede, mens andre knejser smukke, enkelt lyriske, hvis ikke decideret rørende i al deres præcise banalitet.

Dagdrømmer
Nordstrøm

Egentlig er der ikke noget galt med popsange bygget af synthesizerklange, trommemaskiner og kropsløse sangere. Men efter at have lyttet til debutalbummet Dagdrømmer vil jeg faktisk gerne være fri for dén kombinatorik; fri for forsanger Lars Malms luftige behage-psykose samt de effektjagende programmeringer tilsat lidt elguitar, han har præsteret med makker Troels Holdt.
Nordstrøm har haft et sommerhit med ’Berlin’, et fermt, men snart irriterende synthpopnummer, som de stort set ikke formår at lave andet end udtrådte og fimsede kopier af. Teksterne simulerer underfundighed (»Kun du og jeg/Vi’ på cruise control i nat«), og duoens sans for melodi og harmoni er blodfattig, monoton og ikke det mindste kopisikret. En slags Pet Shop Boys med akut anoreksi og få lyspunkter: Lidt molfarvet patos på ’Spil for galleriet’, lidt rytmisk nerve på ’Gi’ besked’.
80’erne er over os og har allerede været det for længe. Det får Nordstrøm sat en tyk streg under. Og som helhed lyder Dagdrømmer som mere eller mindre ubevidst trendspekulation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu