Læsetid: 3 min.

KORTERE SAGT - JAZZ

18. september 2006

Bonnie 'Prince' Billy
The Letting Go

En Bonnie 'Prince' Billy-plade tager tid. Ilden viser sig først, når man har bevæget sig gennem naturhegn af tradition og over stensætninger, der virker skrøbelige, men snart viser sig som urstærke dele af et større design.

Bonnie alias amerikanske Will Oldham har altid parret mørke, ofte morsomt kinky tekster med gribende, nyfigen alternativ country. Men han er vist lysere af sind end tidligere.

"I don't know why love comes to me", lyder det f.eks. på den rygradsrislende åbner. Mens der er indbygget katastrofe på numre, hvor en skarp kulde bider i eksistensen - med mindelser om Raymond Carvers skærende præcision.

Bonnies stemme er stadig en underskøn vaklen, og denne gang synger Dawn McCarthy serafisk andenstemme. Og hun udvider sangene sammen med den indfølende trio, som må lægge ryg til nye tiltag som kammerstrygere og sågar en trommemaskine.

Men det er fattig prosa. For The Letting Go er blandt Bonnie 'Prince' Billys bedste plader. Og det kan få selv den mest hårdhudede kritiker til at løbe tør for ord.

rach

Charlotte Gainsbourg
5:55

Teenage-udgaven af Charlotte Gainsbourg sang duetten »Lemon Incest« sammen med farmand Serge. Nu er hun 35, Serge er død og hendes nye album indskriver sig i en elegant poptradition af en fransk aftapning, der strækker sig fra 60’ernes Francoise Hardy til nutidens Air. Sidstnævnte har da også komponeret den elegante musik på hendes nye album, der mest af alt genopliver duoens storhedstid omkring albummet Moon Safari – men også med gæld til en Serge-klassiker som »Bonnie & Clyde«.
En retro-futuristisk melankoli svøber Charlottes luftige, døsige stemme i sort fløjl hvori de formidable tekster glimter diamantskarpt: »Our love goes under the knife/Nothing is taboo/Here on the cutting edge of science« og »I read a magazine/That said by seventeen/Your life was at an end/I’m dead and I’m perfectly content«.
De er forfattet fortrinsvis af Jarvis Cocker og står i stærk kontrast til vellyden. En hvisket kemisk smerte, der spreder sig i behagelige boblebade af lyd.
En dårende smuk tonsætning og italesættelse, men også modgift til postmoderne ego-betændelse.

rach

Girl Talk
Night Ripper

Den indspillede musikhistorie er blevet en legeplads, og det demonstrerer enmands-projektet og mashup-forbryderen Girl Talk alias amerikanske Gregg Gillis godt og grundigt.
Når han keder sig i karrusellerne (og det gør han hurtigt), så associerer han bare videre til gyngerne. Men samtidig så forstår Girl Talk at komponere med sin sampler- og editerings-software, og på den måde har han alverdens musikere til sin rådighed. Guitarister fra Pixies, Smashing Pumpkins og Oasis stiller op for rappere som KRS-ONE, 50 Cent eller Andre 3000. En ung Elton John tæver klaver, Beatles udlåner »Come Together«, Madonna bræger, Verve slipper »Bittersweet Symphony«.
Det er musik for short attention span-folket, men det er også sampling-kunst. Hør hvordan Girl Talk klipper og strækker en elguitar ud i stammende hysteri. Eller hvordan han laver bollebevægelser med nogle af de store hits fra udvalgte perioder – i lag på lag af kulørt dialog.
Girl Talks nye album Night Ripper er flænset popkultur, sjov og ballade, og manden med kniven er en helt.

rach

Kelis
Kelis Was here

I amerikansk r&b handler feminisme vist slet ikke om ligestilling, men blot om rollebytning inden for den gode gamle kønsdiskrimination. Om at få magten, om at være »Bossy«, som et track hedder på feministen Kelis’ nye album.
Damen brød igennem med raseriråbet »I hate you so much right now!« på singlen Caught Out There i ’99. Og hendes hæse stemme river stadig frydefuldt, men mere afdæmpet i ører og undertøj her på amerikanerens fjerde album.
Ja, i det hele taget er der en fornemmelse af usikkert eksperiment ikke mindst i brugen af mange forskellige producere – 11 teams til 19 numre! Der fokuseres på den soulede, intime, ofte sovekammerklingende version af Kelis’ stemme, men produktionerne fungerer sjældent som springmadrasser.
Undtagelser er sugemærkerne fra »What’s That Right There«, det olme stammebeat på »Aww Shit!« og den uartige, 80’er-syntetiske »Blindfold Me«.
Og hatten skal tippes for at rode og lede i rodet, men når det foregår over 77 minutter, så falmer charmen. Selv om Kelis’ sensuelle power-feminisme da udøver magt hele albummet igennem.

rach

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu