Læsetid: 3 min.

KORTERE SAGT - JAZZ

11. september 2006

Järv (Longlife Records)
Järv

En interessant ung dansk gruppe med det nordskandinaviske rovdyr, jærven, som musikalsk symbol og maskot. Indbydende med blød pels, men også med et farligt bid.

Dette omsætter gruppen - Jacob Danielsen (saxofoner, fløjte), Ole Visby (saxofoner, klarinetter), Kasper Bai (el-guitar, banjo), Jens K. Andersen (bas) og Poul Terkelsen (trommer) - i en musik, bevæger sig fordomsfrit mellem gennemkomponerede passager og spontan musik, der kan eksplodere i temperament og aggression.

Gruppens lyd er spændende med kombinationen af akustiske blæsere og knasende, grumsede elektriske instrumenter.

Rytmisk distinkt nutidsjazz med banjo, Monk, slavisk folkore og mange andre ingredienser.

Ikke alle numre tiltrækker sig lige stor opmærksomhed eller leder til musikalsk forløsning.

Spændende er dog blandt andet 'Skeleton' med den svenske gæst, Per 'Texas' Johansson (her på kontrabasklarinet), som i det hele taget løfter musikken med sit overlegne spil.

Streams of Expression (Blue Note)
Joe Lovano

Amerikanske Joe Lovanos støvede og skrøbelige tenorsax åbner smukt denne ambitiøse og lovlig lange ensembleplade.
Med hans spils kombination af nonchalance og overblik er vi vidne til en stor musikers udfoldelse i selskab med et mellemstort ensemble, der fremfører et suiteagtigt forløb med tre stykker fra en af Miles Davis? og musikhistoriens milepæle, The Birth of The Cool Suite (1949), som midterdel, ny-arrangeret og dirigeret af Gunther Schuller, omkranset af Lovanos egne stykker med den fælles overskrift, »Streams of Expression«, der alle er dedikeret til væsentlige skikkelser i den moderne jazz.
Det er slående, hvor signifikant og stærkt Birth of The Cool-musikken står. »Moon Dreams« og »Boplicity« – sidstnævnte ikke mindst med sin frydefulde »Postlude« – udvidelse – er rene nydelser.
Trompetisten Tim Hagans får også vist sine glimrende evner som komponist og arrangør med »Buckeyes«.
Alt i alt en musikalsk udfordrende og tætpakket plade med masser af kvalitet og en smule omstændelighed undervejs.

Silent Journey (Calibrated)
Kasper Tagel

Bassisten Kasper Tagel kender vi bl.a. fra den prisbelønnede pianist Christoffer Møllers trio. Her har Tagel taget téten som kapelmester, mens Møller udfylder rollen (fornemt) som akkompagnatør og solist på klaver og Würlitzer.
Tagel er en glimrende komponist og arrangør med sans for en melodisk og lyrisk fortællestruktur, der løber igennem musikken som en varm energi.
Foruden Møller samt Anders Hentze (trommer) og Claus Waidtløv (sopran- og tenorsax), der har en fremtrædende solistrolle, som han udfylder smukt, har Tagel lejlighedsvis indføjet en strygerkvartet, der underbygger musikkens kammermusikalske og filmiske stemninger. Intens fortælleglæde er der bl.a. i »Together«, der ligesom svæver i en magisk passage
med en lysende tenorsolo af Waidtløv, alt imens strygerne kolorerer som drivende skyer.
Tagel gør i øvrigt sit instrument ære ved både at levere en række glimrende,
kontante bassoli, der ikke trækkes i lang-drag, og ved at fastholde bassen som en rytmisk og harmonisk garant i musikkens bund med det kollektive resultat for øje. Og det er fornemt.

Message For The Errand Boy (Ninth World Music)
Mokuto

Det kræver særligt talent at spille helt uden sikkerhedsnet. Lotte Anker (saxofoner), Peter Friis Nielsen (el-bas), Peter Ole Jørgensen (trommer) og amerikanske Herb Robertson (trompet) er drevne rotter i dette fag.
Deres kollektivt improviserede musik baseres på intuitive indfald og fælles retningsfornemmelse.
Det musikalske sprog er hinsides normal tonalitet og faste strukturer, og således (fortsat) en torn i øjet på almindelige forestillinger om skønhed, æstetik og spilleregler. Giver man sig tid til at lytte, danner musikken sine egne aparte kurver af dynamik, krasse sammenfald og ømme sammensmeltninger. Fem numre er der med »Captain Voms Great Adventure« som pladens lange rejse på over 26 minutter. Den rummer en mindeværdig sidste tredjedel med en mærkelig først boblende så knoklende magi, der er essensen af denne gruppes formåen.
Friis Nielsens basspil er unikt men også ind imellem enerverende som en uendelig elektrisk børsteorm, der vrider og vender sig i arytmiske spasmer. Og som samlet hele savner pladen variation, selvom det fælles udtryk er kunstnerisk stærkt og overbevisende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu