Læsetid: 4 min.

KORTERE SAGT - ROCK

30. oktober 2006

Et lystspil i lyd

Det er naturstridigt overhovedet at forsøge at tænke mørke tanker til den københavnske duo Owusu & Hannibals strålende debutalbum. For det er sommer, sirup og sensualitet oversat til personlig og opfindsom neo-soul. Robin Hannibal og forsanger Philip Owusu har sammenskruet et flydende lystspil bestående af 15 skamløst velsmurte skæringer: skitser, hele numre, intermezzoer; et musikalsk univers i en højere nydelse og livsbesyngelses tjeneste, og det endda på trods af tekster, der også berører incest, integrationsproblemer og politisk bundfald. De to herrer af dansk, ghanesisk, tysk og amerikansk afstamning besidder en åbenhed i stilistikken, en elastisk præcision og en overskudspræget kompositorisk elegance, der vækker mindelser om Prince, Stevie Wonder og Lauryn Hill i bedste humør, men også nyere navne som Spacek. Vi diverteres med en behagelig, aldrig behagesyg rytmik, en luksuriøs, aldrig komfortabel harmonik. Og med frække programmeringer, der får det til at boble i klangfladerne eller slår chicke knuder på trommemønstrene – altid på en labert tilbagelænet facon, der sikrer, at man ikke spilder noget af den cocktail, man nyder, mens solen går op over en spritny dag fuld af løfter. -rach

Owusu & Hannibal: Living With Owusu & Hannibal (Ubiquity Recordings/ VME). Udkommer i dag.

Proteinrig melodisk rock

Der findes en del kunstnere, hos hvem udviklingen er til at overse. De har fra starten defineret sig så klart, de kunne, og den fure pløjer de så med større eller mindre udbytte hele vejen igennem. For eksempel danske Søren Nørregaard, der udsender plader under gruppenavnet Janes Rejoice, definerede sig klart stilistisk fra og med debuten Views To Keep (1988); med tone og klang et sted mellem The Byrds, The Beatles og Lloyd Cole & The Com-motions blev denne melodisk indbydende og labert producerede lp et hit, efterfulgt året efter af det ligeså folkekære Flaming Flamingo. Siden har der været langt mellem udgivelserne, ja i de forløbne 17 år er det kun blevet til tre albums, men det forhindrer ikke det nye Totem i ubesværet at holde stilen. Der er nok en større tyngde over produktionen og flere detaljer i lyd-billedet, men grundlaget er stadig Nørre-gaards fine sange, udtryksfulde stemme og en et hundrede procent loyal backing fra Boi Holm på guitar og Flemming Muus på bas. En fin, fin efterårsudgivelse for elskere af melodisk rock i den store, men også stramme 60’er-tradition, thi her er absolut flere proteiner end kalorier at hente. -lyn

Janes Rejoice: Totem (Cope/VME) www.janesrejoice.dk. Udkommer i dag

I sindets dybe stille uro

Det kan være nærliggende at forestille sig elektroniske musikeres programme-ringer som rejser i deres underbevidst-heder; forestille sig hvordan man bevæger sig rundt i kontrolmaniske kongeriger, i dunkle id-komplekser, hvor kun privatsprog hersker. Danske Karsten Pflum beskæftiger sig i følge pressemeddelelsen med emner, der netop berører id’et, altså underbevidst-heden, og det er – som underbevidstheder nu er flest – et dunkelt sted. Med Idhax bevæger Pflum sig væk fra forgængeren Flugten fra år 2000’s humoristiske spilopper og lyse melodier. I stedet afsløres en langt alvorligere (ikke dermed større) ambition. Det er resultatet af en vinter foran com-puteren, som har blottet mørkladne sider, lokket en knitrende, kompleks, forvredet, industrielt klingende, dystert melodisk og mangelaget musik ud af ham. Nogle gange en kende for formelpræget i sin parring af mikro-programmeringer og melankolske harmonier. Men også med mange fine opdateringer af, hvad der engang blev kaldt intelligent techno. Så med dette hans tredje album kravler Karsten Pflum op i et stamtræ, der har Autechres kompromisløse kirurgi og Aphex Twins mest sinistre manøvrer som dybeste rødder. -rach

Karsten Pflum: Idhax (Rump Recordings/VME)

Ambiens og attitude

Et bandnavn som Alcoholic Faith Mission beredte mig på noget skurrende og skærende Tom Waits-artigt lir. I stedet mødtes jeg af en tyst og under-spillet klang, spillet, skrevet, arrangeret, indspillet og produceret af to herrer under kodenavnene TSJ og DB; mere får man ikke at vide! Det er en tidstypisk nærværende og klangligt prunkløs dagligstue-produktion, beslægtet med andre af tidens mange eng-elsksyngende danske singer-songwriters, som Larsen & Furious Jane, Erwin Thomas og Mads Mouritz. Udover et stemningsfuldt coverfoto af traurig Nørrebro-stemning er der ikke meget, der afslører dette sadcore-klingende udspils københavnske udspring. Det skulle da være den ind til benet tristesse, som gennemsyrer det lavmælte, akustiske projekt, der ifølge presse-meddelelsen har art af åbent værksted, hvor diverse medvirkende kan komme og gå. Det myldrer ikke ligefrem med ørehængere, og i det hele taget er det melodiske fundament ikke verdens stærkeste, men det opvejes hen ad vejen af grundstemning, ambiens og attitude. Så lur mig, om ikke jeg efter et par gennemspilninger blev helt glad for Misery Loves Company, en af den slags små plader, der viser sig at kunne en del. Trods alt. -lyn

Alcoholic Faith Mission: Misery Loves Company (Cope/VME) www.alcoholicfaithmission.com Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu