Læsetid: 4 min.

KORTERE SAGT - ROCK

9. oktober 2006

CBGB's svanesang
Det synes passende, at der i disse de sidste dage udgives en compilation med de mest legendariske navne, der har optrådt på det dødstødte spillested CBGB's i New York. The Definitive Story of CBGB The home of U.S. Punk indeholder dem allesammen: Ramones, Blondie, Patti Smith, Television og så videre og så aldrig videre. Hovedparten af numrene på de to cd'er stammer fra de første fem år af spillestedets levetid, men det er også i orden, for det var jo dengang i 1970'erne, der var en grund til at lave punk, og de kunne finde ud af det.

Periodens evidente fascination af tyggegummipoppen bliver plantet helt tydeligt ved at Blondies 'X-offender', efterfulgt af Ramones' 'I Wanna Be Your Boyfriend'. Lærerigt for en novice.

Men det, der gør dette til en af de bedste opsamlinger fra den periode, er de små overraskelser, f.eks. John Cales version af Heartbreak Hotel, der er en smule mere dyster end Elvis' original. Og så er der kitschet, surrealistisk New Wave med Devo og deres kendningsmelodi 'Jocko Homo'. Lyden er ledsaget af bandin-troduktioner i coveret. Det hører hjemme i en pladesamling. Som et levende mindesmærke over en svunden tid. anbr

*The Definitive Story of CBGB The Home of U.S. Punk. Salvo/Playground Music. Udkommer i dag

Krudt i ukrudtet
Akron/Familys andet album er en flyvsk affære - om det så skyldes den angivelige berøvelse af søvn under flere af indspilningerne eller bare helt ualmindelig fri tankeflugt. Meek Warrior sender os i hvert fald dybere ind i det akustiske hjerte, længere ud i de freejazzede galakser, dybere ind i de nordamerikanske skove, hvor der er tændt bål og freakout'et er på fuldt blus.

Kvartetten er fra Brooklyn i New York, hvor man også kan møde beslægtede bands som Animal Collective, Grizzly Bear og The USA Is A Monster. Vi befinder os i New Weird America, og denne freakede folkgenres altfavnende kvaliteter illustreres smukt på åbningsskæringen: Det starter med et indiansk stammebeat, så æder elguitarerne sig ind på oprindeligheden. Så er der et kristent kor, der jubler "Blessing Force" og afløses af et vitalt rockband, som sadler om og finder et malinesisk inspireret rislende rytmisk leje. For siden at blive ætset af elguitaristiske metalmalstrømme, som dernæst gennembores af saxofoner i løbetid. Men Meek Warrior bliver aldrig ufokuseret, endsige lallet, tværtimod er der kompositorisk sprængstof og åndeligt krudt i ukrudtet, i denne vildtvoksende, ophøjede musik. -rach

*Akron/Family: Meek Warrior (Young God Records/Dotshop.se) www.dotshop.se

Guitargud på slap line
Kan det lade sig gøre at inspirere generation efter generation af akustiske guitarister grundet usvigelig teknisk kunnen, en dybt personlig tone samt en ordentlig dosis originalitet? - og så stadig henslæbe sin eksistens i relativ ubemærkethed, fjernt fra overvældende gensidig rygklapning og almindelig incestuøs brancheadfærd? I tilfældet Bert Jansch, en af den moderne engelske folkemusiks godfathers og nestorer, må svaret beklageligvis være et rungende JA!

Men efter over 40 år på sidelinjen er han såmænd kun bedre end nogensinde og en række af tidens new folk høveder er da også linet op for hjælpe til på det mægtige (om end konsekvent underspillede) The Black Swan, en fuldstændig overjordisk inspirerende udgivelse fra en sand mester: Beth Orton, Devendra Banhart, Otto Hauser, Helena Espvall m.fl. giver lige en hånd eller lægger en laber vokal på et album, der strutter af vitaminer og proteiner, men ellers fremstår fuldstændig fedtsuget, hvad angår pynt, lir og kalorier. Det er umådeligt renfærdig, vanvittig stærk og totalt forførende førstesorterings guitarmusik i sådan cirka gudeklassen. -lyn

*Bert Jansch: The Black Swan (Sanctuary/Target) www.bertjansch.com

Finurligt originale nørder
Nationalsporten i den engelske musikpresse er at gå i selvsving over et ukendt navn, som sjældent kan leve op til den hype, det modtager på baggrund af en enkelt syvtommer. Men da briterne så ofte går i ekstase over et eller andet (selvklart britisk) navn, må de jo pinedød have ret en gang i mellem og med den skæve kvartet Guillemots er der faktisk en masse at hente, hvis De er til straighte popsange, spillet, arrangeret, mixet og produceret råskævt med lige en em af det pilrådne. Der er hele tiden optræk til den storladne kraftpræstation, men det forløses aldrig i tilsvarende arrangementer. Hvilket giver musikken en forrygende spænding, som får lytteren til at slå ørerne ud og lade sig opsluge af dette på en gang genkendelige og dog bizarre univers, hvor det snildt kan være slagtøjet, der spiller den dominerende rolle på et spor, der skriger på symfoniorkester. Produktionen er konsekvent sindssyg på en umanerligt fed facon og lider DE af angst for kedsomhed, udgør Through The Windowpane en glimrende modgift med et spraglet, originalt og obskurt udtryk, der dog ikke kan skjule, at forsanger Fyfe Dangerfield VIRKELIG kan skrive sange. Anbefales varmt almindelige tjaldhoveder som mere gement søgende sjæle. -lyn

*Guillemots: Through The Windowpane (Polydor/Universal) www.guillemots.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu