Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

KORTERE SAGT - JAZZ

Tangentspilleren Jakob Davidsen er en af de mest interessante nyere rytmiske komponister herhjemme. Med grupperne The Crossover Ensemble og Takua...
Kultur
13. november 2006

Mangfoldigt i bedste forstand

Tangentspilleren Jakob Davidsen er en af de mest interessante nyere rytmiske komponister herhjemme.

Med grupperne The Crossover Ensemble og Takuan har han med held betrådt nye musikalske stier. Mangfoldighed, hans nye cd-projekt og håndplukkede gruppe, hylder intet mindre end livet, naturen og kunsten. Det er fine sager kompositorisk betragtet, men også i den levendegørelse af musikken, som gruppen disker op med. Nils Davidsen (bas) og Peter Danemo (trommer) udgør det rytmiske fundament, mens britiske Iain Ballamy (saxofoner) og svenske Staffan Svensson (trompet) er indfølt blæsersektion. Ydermere høres John von Daler (violin) og John Ehde (cello), og Davidsen selv trakterer klaver og keyboards. Det balancerer flot mellem spontane solistiske udfoldelser og arrangeret musik. Herligheden lever og ånder af både poesi, udfordrende rytmiske mønstre og spændende lydblandinger. Så det deklarerede, mangfoldigheden, holder ord i bedste forstand med Davidsens personlige syntese af jazzimprovisation, ny kammermusik, elektronik og bl.a. stænk af irsk folklore og dansk spillemandsmusik.

Jakob Davidsen: Mangfoldighed feat. Iain Ballamy (Calibrated)

Ensidig kraftpræstation

Her er så endnu en benhård musikalsk afklapsning fra en fremstående el-guitarist: den internationalt renommerede islænding, Hilmar Jensson.

Hans anden plade med sin trio, Tyft, er åndsbeslægtet med sidste års snerpende røvfuld af en guitarplade, 'Rick Peckhams Left End', om end Jensson er en del mere eksperimenterende. Pladens problem er sjovt nok ensidighed. For selvom Jensson sammen med Jim Black (trommer, elektronik) og Andrew D-Angelo (altsax, basklarinet) arbejder med en konsekvent udfordrende avantgarde rock/jazz, der er både stramt fokuseret og spontant udkrængende, så er den desværre også emotionelt begrænset og mere en imponerende kraftpræstation end et værk, der fortæller historier. Det bliver todimensionelt og ensidigt som en mur med de mange hurtigt spjættende temaer over bastant pumpende beats. Faktisk er den under to minutter lange 'Okkar', en frit fabulerende udveksling mellem Jensson og Black, noget af det bedste på denne udgivelse, der synes at udspringe af den energi og de modsætninger, det trives på avantgarde scenen i New York, hvor bl.a. Jim Black er en markant figur.

Tyft: Meg Nem Sa (Skirl Records)

Sydafrikansk charme

Titelnummeret, ’Blues For A Hip King’, der indleder pianisten Jan Kaspersens nye plade, er formet af en skøn, cyklisk harmonistruktur i tredelt dansende taktart. Kaspersen begynder alene på klaveret, men snart foldes sangen ud som en opgående morgensol med rytme og klangfarver og med Christina von Bülow (altsax), Peter Dahlgren (basun) og Jakob Dinesen (tenorsax) i solistiske roller. Stykket er signeret den sydafrikanske komponist og pianist, Abdullah Ibrahim, der er genstand for hyldest på denne cd.
En række af hans kompositioner er nyarrangeret af Kaspersen til en sekstet, der også tæller Ole Rømer (trommer) og Nils Davidsen (bas). Der er referencer til Duke Ellington, og saxofonisten, Johnny Hodges, får en hilsen i den sjældent smukke ’The Wedding’, hvor von Bülow byder på melodisk mættet spil i særklasse.
Men først og fremmest er det Ibrahims afrikanske kulturarv, der gennemsyrer musikken og gør den både iørefaldende og charmerende, om end begrænset i harmonisk og kompositorisk rækkevidde. Men udtrykket er varmt og personligt. En lille, lun perle af en plade.

Jan Kaspersen Sextet: Blues for A Hip King – a tribute to Abdullah Ibrahim (Olufsen Records)

En svensk succeshistorie

Svenske Esbjörn Svensson Trio, E.S.T., er en succeshistorie, der overgår de fleste jazzmusikeres fantasi. Priser er regnet ned over dem, deres forrige plade, Viaticum, var angiveligt det bedst sælgende jazzalbum i Europa i 2005, deres videoer får sendetid på MTV, og deres optrædener er iscenesat som rockkoncerter med bl.a. røg og lysshow. Svensson (klaver), Dan Berglund (bas) og Magnus Öström (trommer) er i deres postmoderne, populærkulturelt lystfulde omgang med jazz i familie med bl.a. den amerikanske trio, The Bad Plus.

Men selvom E.S.T. er talentfuld, har det ikke nødvendigvis gjort deres blanding af akustisk vildtvoksende lyrik, tørre rockbeats og forvrængede lydstemninger engagerende at lytte til. Tvært imod trives der i musikken og i receptionen omkring trioen en mani om noget storslået og grænseoverskridende, som der ikke altid er belæg for. E.S.T. er overvurderet, men man skal ikke tage fra dem, at Tuesday Wonderland er en gennemarbejdet udgivelse, der rummer inciterende passager af musik ofte i et velgørende poetisk leje, der styrer fri af det demonstrative.

Esbjörn Svensson Trio: Tuesday Wonderland (ACT Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her