Elegato
*Mozart nåede som bekendt aldrig at skrive sit requiem færdigt selv, men døde midt i det. Den version, man almindeligvis hører opført, har eleven Süssmayr færdigkomponeret. Operadirigenten Christian Thielemann tilstræber i det hele taget mildest talt ikke en originalversion af værket, men trækker musikken gennem sin store maskine af et ordentligt symfoniorkester, stort kor og fyldige solister. Og det går så glimrende, fordi han har det hele i sin hånd. Thielemann får sat hele værket an med et legato så velformet, som sad hver orkesterstemme og pudsede på sin hjertemelodi. Det lyder af kammermusik, og man bliver helt overrasket over, hvad et helt kor laver på den knejpe. Synkoperne flyder ud til at være en anden paralleltid, ikke modtid eller modslag, i Thielemanns rige univers, ligesom 2. sats' fuga bliver er snevejr af stemmer, der kaotisk, men i grunden mildt vælter ned over én med hele tiden nye fnug for dem, der lige faldt og allerede er smeltet. Til gengæld får man ingen æggende kant på slagene, men må leve med rigdommen og virvarret. Gejsten svinder lidt mod de sidste satser, men der var Mozart jo selv stået af.
* Mozart Requiem, Münchner Philharmoniker & Christian Thielemann, Deutsche Grammophon
Tapas-musik
* Den danske guitar-trio Trio Campanella har indspillet en transskription af Henrique Granados Goyescas med undertitlen Los majos enamorados. Oprindeligt klaverkompositioner inspirerede af Goyas billeder af de spanske folkekarakterer. Det er smuk musik, som er behagelig at fylde stuerne med. Fordi det er spansk, og fordi klaveret også ind i mellem har skullet imitere guitarmusik, er guitarer naturligvis oplagte. Problemet med sådan en transskription fra et stykke, der er skrevet for et soloinstrument, kan være, at alle tre musikere sidder og klimprer på den samme stemning. Der er ikke forskellige kvaliteter og kun til en vis grad forskellige stemmer at skærpe øret med. Trioen er godt samarbejdet og spiller nuanceret, smukt og med fine penselstrøg til detaljerigdommen, men det er en meget fersk tilgang til den nationalromantiske kitsch, musikken trods alt er. Som uforpligtende billedtæppe til en tapas-middag og i mangel af udsigt til Prado Museet i Madrid er det dog en dejlig julegave. Lørdag er der i forbindelse med cden en release-koncert i Rundetårns Bibliotekssal.
* Granados Goyescas (for tre guitarer), Trio Campanella, Naxos
Russisk skønhed i egen honning
* Anna Netrebko har stået på alverdens scener og sunget på fransk og italiensk, og altid med en råstyrke og et temperament, der rakte ud over den europæiske sangkultur, så hun både har passet ind og alligevel ikke. At høre hende synge russiske arier er som at høre den fremmede fugls verden. Alt falder på plads. Hendes Russian Album lavet sammen med dirigenten, der i sin tid opdagede hende og tog hende til sig i sit ensemble, er præcis den succes, den lægger op til at være. Netrebko har brugt tid og kræfter på at få tungen tilbage i russiske folder og arbejdet bevidst på at genfinde den russiske stærke og bløde tone. Og man kan ikke sige andet end, det er lykkedes. Den helstøbthed, der skinner igennem hele cden vidner om, at dette er et oprigtigt hjerteprojekt og ikke blot en idé fra pladeselskabets side. Valerij Gergief og orkesteret smyger Netrebko i akkompagnementer, der er blødere og mere kærtegnende end den pels hun bærer på coveret. Musikken er af Tjajkovskij, Glinka, Rimskij-Korsakoff, Prokofieff og Rachmaninoff, og de russiske arier og sange rammer, hvor de skal, med deres honningsøde melankoli.
* Anna Netrebko Russian Album, Orchestra of the Marinsky Theatre & Valery Gergiev
