Ærke-Sting på lut
Der er mange måder at blive gammel på. Én er at begynde at spille lut. Det er jo ikke sådan, at man i dag siger »Så lille Hans, nu skal du til lut«. Man kan gå til klaver og guitar og fløjte, mens lut er en spidsfindighed, der dukker op i det mere avancerede musikliv, så man ofte er mindst voksen, før man kaster sig over den. Edin Karamazov spillede først guitar og opdagede siden lutten. I dag er han verdens bedste, men siger stadig, at mens han kan føle sig som herre over guitaren, vil lutten altid være herre over ham.
Også Sting har fået sig en lut. Dens labyrintiske udsmykning var så meget en besættelse for ham, at han fik den omsat til en labyrintgang i hans have. Titlen på Stings sidste cd Songs from the Labyrint stammer herfra. På cden synger Sting John Dowland-sange akkompagneret af Edin Karamazov,. Desuden er der en duet, hvor Sting spiller ærkelut med Karamazov.
Jeg synes, det er et mirakel. Stings ærlige, patinerede gadedrenge-tenor og Karamazovs hypersensitive fingerspidser klæder Dowlands sange af til skindet, så de aldrig er blevet fremført smukkere. Og det kan godt være, Sting er blevet ældre, men det er Roxanne-Sting, der er vendt tilbage.
Sting og Edin Karamazov, Songs from the Labyrinth, musik af John Dowland. Deutsche Grammophon
McCartney i marken
"Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive det her værk, og først tænkte jeg 'Why me?', men så fik jeg alligevel lyst, og sådan blev det til." Har man hørt det før? Det sker så tit, at nogen får den dårlige idé at udstyre folk, der ikke har noget med symfoniorkestre at gøre med netop et symfoniorkester. I det her tilfælde er det Paul McCartney, der er blevet opfordret til at skrive et klassisk korværk, oprindeligt med den idé, at det skulle kunne konkurrere med Händels Messias eller andre lignende store oratorier. Som om der ikke fandtes for meget moderne engelsk kormusik i forvejen.
Det er blevet til en times oratorium med titlen Ecce cor meum. Det er sådan set et sympatisk værk, der i næsten Let it be-stil , tør forkynde kærlighed med største troskyldighed. Musikken lyder af at være kreeret på synthesizer, hvor der blændes op og ned for drengekor, herrekor, nynnekor, sopransolo, sejrstrompet, sørgeobo, skæbnecelli, diskantstemme og orgelflimmer. Man kan høre, at formen er ny for komponisten, men ideerne er gamle.
Jeg kan godt unde McCartney et enkel symfonisk værk at vise sit hjerte i, og han slipper endda af sted med det uden at brække halsen.
Men Paul, var det ikke noget at begynde at spille lut?
Paul McCartney Ecce cor meum. Gavin Greenaway og Academy of St. Martin in the Fields
Romantisk metafysik
En englænder, der kunne skrive for orkester, men kun rigtig slap af sted med det én gang, var komponisten Gustav Holst. Hans værk The Planets, er musik alle kender uden at vide det, idet det er blevet brugt i film igen og igen. Hans andre værker er få og ukendte. Gustav Holst var en mand med dårlige nerver, der blandt andet var stærkt interesseret i hinduisme og, i hvert fald i den periode The Planets er opstået, astrologi. Værket, der er skrevet mellem 1914 og 1917, består af syv satser. Én for hver planet. Jorden er udeladt og Pluto fandtes endnu ikke.
Holst orkesterlyd er hypnotiserende. Det er planeternes væsener, Holst skildrer, og deres indflydelse på mennesker ifølge astrologien. Mars vold er æggende og Venus er så nostalgisk skønhed, at man må bide i noget for ikke at kamme over af sentimentalitet. Jupiter er en glad jubeloptimist.
Det fascinerende ved musikken er, at man fornemmer det nysgerrige og passionerede menneske bag. Det er ikke programmusik, men et personligt eksperiment fra dengang det ikke var pinligt at beskæftige sig med højtragende tanker og naive forestillinger.
Stjerner til Sir Simon Rattle og Berlinerfilharmonikerne.
Holst The Planets. Simon Rattle og Berliner Filharmonikerne. Deutsche Grammophon.
