Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

KORTERE SAGT - ROCK

Kultur
20. november 2006

En stille evolution

Jeg havde en hed sommeraffære med kvartetten The Magic Numbers dårende (og vildt populære) debut kørende. Bagstræberisk, solskinsbeskinnet, velskreven og pletvist harmonisk sofistikeret hippiefolk var det én af den slags plader, der lød og føltes godt i bilen, på stranden, i stuen, rundt om bålet og så videre. Hele sommeren igennem. Den kunne køre stille i baggrunden som den smukkeste ambiens, men lød også fantastisk på fuld, nabointimiderende volumen. Så selvfølgelig er jeg loren ved at skulle tage stilling til efterfølgeren, for hvor tit er en fuldgyldig debut ikke blevet efterfulgt af mere af det samme, bare dårligere? Vel, der er masser af mere af det samme på Those The Brokes, dvs. stort anlagte mellemtempo numre, smukke harmonier og rene syng-med-omkvæd med den der understrøm af melankoli og længsel, der gør det tillokkende for mig. Det kan også høres, de agerede opvarmning for Brian Wilson på dennes seneste turne. Det ville være let at afskrive pladen som et forsøg på yderligere at konsolidere den opnåede mainstreamsucces, men det er mere fair at se den som et forsøg på en stille og rolig udvikling med afsæt i den kernelyd, de to søskendepar nu engang ejer. En stille evolution, altså.
-lyn

The Magic Numbers: Those The Brokes (Heavenly/EMI)

Sørgmod serveret som vellyd

En ven sagde hånligt, at han sagtens kunne forstå, hvorfor en »skide rockkritiker« som mig holdt af netop Pernice Brothers. Påvirkningerne er tydelige og består primært af godt gennempulede, prestigiøse tresserikoner (Brian Wilson, The Zombies, Todd Rundgren, Big Star, The Left Banke etc.) og resultatet er en uhørt indbydende og velklingende kammerrock, hvor der skal lyttes godt efter for at fange den dybe desperation og følelse af ubodelig forladthed, der løber gennem forsanger og sangskriver Joe Pernices aldrig mindre end excellente sange. Min ven har ret, selvom det i sandhedens interesse bør fastslås, at Pernice Brothers er mere end summen af sine påvirkninger og besidder en stærk egenart, der nu kun gør dem så meget mere elskelige for en skide rockkritiker som yours truly. På gruppens sjette album, Live A Little, har den genoptaget samarbejdet med produceren Michael Deming, der også producerede bandets 1998-klassiker, Overcome By Happiness, hvilket samtidig betyder, at der er båret ved til et krasbørstigt anlagt orkestralt svæv. Pladens poetiske elegier bevæger sig konsekvent i grænselandet mellem en molstemt rockmusiks iboende melankoli og selvmordbrevets hele em af defaitisme og opgivelse. Lige så varmt det lyder, lige så kuldslået viser det sig at være ved nærmere studium. Storartet, simpelthen.
-lyn
Pernice Brothers: Live A Little (Ashmont Records/Kick Music)

Middelklassens magtfantasier

’Emo rap’ er det californiske musikerkollektiv og pladeselskab Anticons udladninger blevet kaldt. Og selv om det er en grov reduktion af deres rablende opfindsomme hiphop, der favner ambient, electronica, electro, glitch, jazz og indierock, så rammer beskrivelsen alligevel noget centralt: Nemlig Anticons kærlighed til den hvide middelklasses rockmusikalske følsomhed.
Den kan man også finde hos Subtle, der ikke udkommer på Anticon, men er født ud af kollektivet og bl.a. tæller deres mest markante figur, den brillante, nasale og tyndstemmede rapper Doseone. For Hero: For Fool genforhandler og krydsbefrugter kvintettens sammensatte udtryk yderligere, og det er berusende at lade sig suge ind i gruppens associative kompleksitet. Men samtidig rammer de også hårdere og komponerer mere klarsynet end på debutalbummet. Så her er både psykedeliske fortabelser og noget der næsten ligner rockhits. Det er musik som endeløst potentiale og opløst tyngdekraft. Og meget passende handler Doseones sprøjtende ordrige tekster om superhelten Our Hero Yes. Så For Hero: For Fool er også en velmenende middelklassedrengs drøm om at tage magten i en amoralsk verden – og et fremragende album.
-rach

Subtle: For Hero: For Fool (Lex Records/VME)

At starte på en frisk harddisk

Det lignede sikkert en forbandelse, da engelske Adam Butler alias Vert i maj 2004 åbnede døren til sit studie i Köln og fandt det tomt. Intet elektronisk musikudstyr, ingen harddiske med lydfiler, ingen backup. Men indbruddet viste sig at være en velsignelse.

For på den friske, formaterede harddisk genopfandt Butler sig selv: I stedet for instrumentale electronica-tracks begyndte han at skrive deciderede sange fulde af ramponeret liv og musikhistorisk patina. Og ikke nok med at han på sit nye album er begyndt at synge og talerappe, endda ganske stilsikkert, han har også filtreret genrer som flamenco, ragtime og tyrkisk bryllupsmusik gennem sin programmerede og håndspillede musik. Uden at virke hverken retningsløs eller collagepræget, for alt synes at bløde ubesværet sammen i de besjælede, teatralske sang, der mest af alt er electronica-udgaver af Tom Waits' ramponerede blues og højteknologiske fortolkninger af Kurt Weills indædte cabaret.
Ganske vist er Butler som sanger ingen Waits endsige Lotte Lenya, men så kan han til gengæld kilde traditionen med digitale behandlinger. Knas, klip, knæk, bræk, flimmer. Og en hybrid er født.
-rach

Vert: Some Beans & an Octopus (Sonig/Dotshop.se) www.dotshop.se

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her