Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

KORTERE SAGT - JAZZ

Kultur
8. januar 2007

Hjemstavnens musikalske sjæl

*Bandoneón-mesteren, Dino Saluzzi, formår fortsat at bjergtage med sin originale musik, der siden 1980'erne har udgjort et af de stærkeste og smukkeste stemmer i den globale musikkultur med sin fusion af argentinsk folklore, jazz og kammermusik. Også her, hvor Saluzzi har samlet en større gruppe, der minder os om pladen Mojotoro (1992). Bl.a. titelnummeret går til hjertet med en melankoli, der levendegør Saluzzis intention om at lade tonerne vokse ud af sin hjemstavns musikalske sjæl. Gengangere er broren, Felix 'Cuchara' (sax og klarinet) og sønnen José, der i dag har udviklet sig til en glimrende guitarist. Ny er den yngre, men ikke specielt interessante søn Matias (bas) samt perkussionisten, U. T. Gandhi. Det er fortsat i mesterens bandoneón-spil, at musikkens nerve og dramatiske effekt findes, for man kan hævde, at dele af musikken lider under mangel på energi og modspil fra medspillerne. Samtidig distancerer den markante rumklang i nogle tilfælde musikken unødvendigt. Men det er kun mindre indvendinger til en plade, der emmer af smukke melodier og fascinerende kompositioner.

* Dino Saluzzi Group: Juan Condori (ECM)

Når poesi og musik bliver ét

* Igen mødes bassisten Steve Swallows jazzkom-positioner med digteren Robert Creeleys fysisk nærværende minimalpoesi. Det skete første gang på den udsøgte Home (1980). Dengang havde Steve Kuhn en central rolle som fantasifuld pianist, og sangerinden Sheila Jordan fremførte digtene. Nu er Kuhn igen med på klaver, mens helheden farves af den norske strygerkvartet, Cikada. Musikken er mindre drømmende end på Home-pladen, men ikke mindre fascinerende, og en særlig attraktion er det, at Creeley selv reciterer sine digte. Det gør han fremragende med en skrøbelig, rytmisk prægnant røst, smukt tilpasset den elegante jazzpuls. Blandt adskillige fine indslag kan fremhæves »Here Again«, der byder på forfriskende fingerleg fra Kuhn på en sprød bund af vandrende baslinjer og strygere. I slutningen udfører Creeley en kontra-rytmisk oplæsning op imod Swallows basgang. Puls og frasering giver ordene luft og liv. Poesi og musik samles suverænt til ét udtryk. So There er en uomgængelig lille perle. Lyt, lev og tænk: Come out/while there’s still time/left/to play.

* Steve Swallow with Robert Creeley: So There (Watt)

Mozart for moderne jazzorkester

* Kan man tage W. A. Mozarts musik og dekonstruere den med et ensemble af rytmiske improvisationsmusikere? Er grænsen ikke nået for maltraktion og respektløshed? Nogle lyttere vil givet få kaffen galt i halsen. Men det her handler ikke om, hvad man ikke kan, men hvad man kan. Og den begavede pianist, Uri Caine, har i årevis haft et ben i både den klassiske og rytmiske musik, hvis kunstigt opdelte mure her endegyldigt falder sammen. Spørgsmålet er i sidste ende, om disse omarbejdelser af Mozarts værker har kunstnerisk gyldighed. Svaret er et rungende ja. Allerede fra starten med »Piano Sonata In C Major«, der danser lystigt og forskyder sig rytmisk, er man fanget ind af den levende fremførelse, som Caine disker op med. Så tager bandet ellers fat. Chris Speed (klarinet), Nguyên Le (guitar), DJ Olive (turntable), Jim Black (trommer), Ralph Alessi (trompet), Drew Gress (bas) og Joyce Hamman (violin) spiller Mozart-temaer, som de aldrig er hørt før. Hvad der kræves, er blot et åbent sind, for pladen sprutter af liv, skaber-glæde og udsøgt musikalsk udveksling.

* Uri Caine Ensemble: Plays Mozart (Winter & Winter)

Magisk morgen på pavillonen

* Nede ved dammen, i parken til paladset i Salzau, Slesvig-Holsten, findes en besynderlig kunstinstallation: En krydsning mellem en bådebro og en pavillon, skabt af kunstnerne Ilya Kabakov og Vladimir Tarasov. I spærene under den åbne himmel hænger knive, gafler og metalrør og rasler i vinden. Omkring konstruktionen reflekterer vandet stille, fuglene kvidrer i træerne, en særlig magisk atmosfære er til stede. I dette miljø indspillede de tre glimrende musikere, Nils Landgren (basun, vokal), Lars Danielsson (bas) og Christoffer Dell (vibrafon), en plade klokken fem om morgenen i forbindelse med Jazz Baltica Festival i juli 2005. Det er slående, hvordan den tyste og gryende morgen indvirker på den frit improviserede musik, der på smukkeste vis vokser ud af omgivelsernes ro. Alt er barberet ned til et minimum i lydniveau. Der er en ægte sårbarhed og kreativ skaben i de langstrakte, men spændende og meditative musikalske mønstre, som trioen skaber i nuet, på én gang famlende og overlegent. Selv efter adskillige gennemlytninger vedbliver musikken at fascinere.

* Danielsson/Dell/Landgren: Salzau Music On The Water (ACT)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her