Læsetid: 3 min.

KORTERE SAGT - KLASSISK

22. januar 2007

Rose uden torne

* En sort silhuet af en skaldet, nøgen mandsbuste pryder cd-coveret til Concerto Kölns seneste udgivelse. En rose, som manden holder mellem tænderne, gennemskærer kæbepartiet, og SM-farverne sort og rød antyder, at dette er hard core sanselig galanteri.
Det ville have været endnu mere illustrerende, hvis rosen havde siddet lidt højere og ligesom musikken var gået ind gennem det ene øre og ud gennem det andet.
Josef Mysliveceks symfonier er smukke og vitale eksempler fra den galante æra i tiden efter Bach og før Mozart, men det er også, hvad det er.
Concerto Köln spiller altid uden dirigent, om end med en koncertleder, og kommer frem til deres fortolkninger i fællesskab. Det er sympatisk, men måske alligevel også den bedste forklaring på, hvorfor det lyder så kedeligt. Det er meget gennemarbejdet, meget teknisk imponerende, meget korrekt og meget i orden. En lille skævert, lidt personlighed eller forglemmelse er den redningsplanke, man mangler.

* Il divino boemo
Josef Myslivecek: ’Symphonies’. Concerto Köln
Archiv Produktion

Barsk børnelærdom

*Sergej Prokofieff skrev Peter og Ulven som et musikalsk eventyr for orkester og fortæller. Idéen var at skrive et stykke musik for børn til indføring i orkestermusikken. De forskellige karakterer ledsages på pædagogisk vis af hvert deres instrument og musikalske tema.

Denne DVD er en animeret dukkefilm uden den sædvanlige fortæller. Hele historien fortælles af dukkerne, der til gen-gæld med den største detaljerigdom følger alle hints i musikken. Peter er i denne udgave bestemt ikke bare en ubekymret, modig dreng, der ikke er bange for noget. Men hans længsel efter at komme væk fra en verden mellem mennesker, hvor der kun hersker angst og afstumpethed, gør, at han ikke er bange for at se en ulv i øjnene.

Fire år skulle det have taget den ansete animator Susie Templeton. Det frygtelige ved dukker er, at de kan tåle endnu mere end levende væsener, men ligner dem på en prik. Det er barske løjer, og har man et barn med nerver af stål, kan det gå, men ellers er det måske mere en prægtig kunstfilm for ikke alt for sentimentale voksne.

* Sergej Prokofieff: 'Peter og Ulven', instruktør Susie Templeton, Breakthru Films og Arthaus Musik, Philharmonia Orchestra og Mark Stephenson

Fransk frækkert

* Jaques Offenbach var satiriker og operakomponist, men også romantiker og cellovirtuos.
Det får man for alvor ørerne op for med denne udgivelse af hans cellokoncert og anden orkestermusik, som Marc Minkowski på sædvanlig overlegent begavet måde har lavet med sine Les Musiciens du Louvre og den formidable cellist Jérôme Pernoo.
For at understrege projektet hedder cd’en slet og ret Romantique.
Det er måske især en besværgende titel: for nok er det til tider overraskende lyrisk, romantisk musik, men det er stadig det ben, det er sværest at fange komponisten på.
Som titlen på cellokoncerten »Concerto Militaire« også antyder, har han garderet sig og lader kun sine lyriske passager passere mellem et lige så stort opbud af æggende militante passager. Det er dejligt utilpasset musik med aggression og virilitet, og scenen skifter hele tiden mellem bidsk underholdning og fortabende skønhed. En svært indfangelig sjæl, der kan fordreje hovedet på én.

* Jaques Offenbach: ’Romantique’. Jérôme Pernoo,
Les Musiciens du Louvre og Marc Minkowski.
Archiv Produktion.

Nu som trio

* Klaveret er jo sådan set bare et bræt, man griber til for at foredrage musikken. Det er praktisk, fordi man bare kan trykke på tangenterne, som så slår på strengene, og med 10 fingre i alt bliver det næsten til et helt orkester. Efterhånden som klaveret så er blevet opgraderet gennem tiderne, har det også fået en smukkere klang i sig selv, og i dag er det især klangen, pianisterne søger.
Men på Bachs tid var det et instrument, i ordets egentlige forstand, et redskab til musik. At udsætte hans Goldberg-variationer for en en strygertrio, sådan som Dmitrij Sitkovetskij har gjort det, er bare en anden måde at foredrage samme musik på. Det kunne Bach absolut intet have imod. Det eneste, der er lidt snyd, er at variationerne også var ment som en del af det store øvelsesrepertoire, der skulle uddanne en pianist, og at være tre om alle stemmerne er selvfølgelig nemmere, end at holde styre på det ene mand.
Som lytter kan man også glæde sig over, at det er nemmere at skelne stemmerne fra hinanden. Det åbner værket og anskueliggør, og det er smukt spillet.

* Johan Sebastian Bach: ’Goldbergvariationerne’.
Rachlin, Imai, Maisky.
Deutsche Grammophon

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu