Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De blev aldrig voksne

Der er amerikansk forstadsmareridt i Todd Fields 'Little Children', som også byder på humor, håb og en uimodståelig Kate Winslet
Kultur
16. februar 2007

At få børn er en gave. De gør os glade, de fylder vores liv med indhold, de gør os til modne, voksne mennesker.

Det vil vi i hvert fald gerne bilde os selv ind - måske fordi sandheden er ubærlig - men dagens amerikanske filmpremiere fortæller en anden historie: Om irriterende unger, der som regel er i vejen, og om frustrerede forældre, som aldrig er blevet voksne.

Desperate mødre sidder hver dag på den lokale legeplads, mens de holder øje med deres børn og fordriver tiden med tom sladder. De lever for det øjeblik, hvor Hr. Lækker - Brad (Patrick Wilson) - kommer forbi med sit barn på skuldrene.

Sarah (Kate Winslet) forsøger at distancere sig fra de kvidrende veninder. Men med et barn, hun betragter som en alien, og en rig, ucharmerende ægtemand, der lever af 'at lyve' og onanerer til porno på nettet med et par dametrusser for ansigtet som en anden gasmaske, sidder også Sarah uhjælpeligt fast i Massachusetts forstadshelvede.

I en blanding af desperation og længsel kontakter hun Brad midt på pladsen og kysser ham for øjnene af den målløse mødregruppe, der flygter i moralsk panik.

Det er høj satire og bliver indledningen på et forhold, som udvikler sig fra diskrete møder og melankolske håndtryk omkring det lokale friluftsbad til hed sex i kælderen og på loftet hos Sarah, mens børnene er gennet væk.

Også Brad er ved at blive kvalt - af en køn, men kold karrierekone (Jennifer Connelly) og af sine advokatstudier, der synes kørt kronisk fast før den sidste advokateksamen. Brad kan sidde i timevis og kigge på teenagerne med skateboards, mens han grubler over, hvad der er blevet af det drive, han selv engang havde.

Byens syndebuk

Little Children er den 42-årige Todd Fields anden film efter det knivskarpe selvtægtsdrama In the Bedroom, som fortjent blev nomineret til fem Oscars i 2002.

Igen stiller instruktøren eksistentielle spørgsmål om ansvar, hævn og retfærdighed, og igen overlader han svarene til publikum med en dramatisk, men også håbefuld slutning.

Ambitionerne er dog steget. Foruden at være et utroskabsdrama vil Little Children gerne løfte sig til et større Amerika-billede og involvere - ligesom Robert Altmans multi-plotfilm og Todd Solondz' beslægtede Happiness - flere karakterer, hvis skæbne krydser og spejler hinanden.

Der er den aggressive, tidligere politimand Larry, som bærer på et traume og afreagerer med voldsomt raseri på byens syndebuk, cirka 40-årige Ronnie, der stadig bor hos sin mor og netop har afsonet to års fængsel for at blotte sig over for mindreårige piger. Der er gutterne, der dyrker fysisk nærkontakt på byens rugbyhold, og der er damerne, der endevender Madame Bovary i deres litterære kaffeklub.

Læg dertil en alvidende voiceover-fortæller, som jævnligt kommenterer handlingen og personernes indre liv. En stor mundfuld, og indimellem er Little Children da også ved at kløjes i sine litterære ambitioner, der må stamme fra Tom Perrottas romanforlæg.

Kødelige Kate

Når det alligevel aldrig går så galt, skyldes det Todd Fields visuelt-dramatiske talent og hans eminente sans for skuespil (han har selv været skuespiller og blandt andet medvirket i Kubricks Eyes Wide Shut).

Foruroligende og forrygende er scenen, hvor krybdyret Ronnie, med snorkel og svømmefødder, pludselig dukker op i friluftsbadet og skaber panik i, hvad en kritiker rammende har døbt, en pædofil parodi på Dødens gab.

Og der spilles gennemgående fremragende, også i de mindre roller: Noah Emmerich (The Truman Show) som bøllen Larry, Jackie Earle Haley (engang en teenagestjerne) som staklen Ronnie og Phyllis Sommerville som Ronnies tilgivende og støttende mor.

Filmens største præstation leveres dog, ikke overraskende, af Oscar-nominerede Kate Winslet. Med sin kødelige skikkelse og nervøse sex-energi er hun den menneskelige sprække i den overfladiske og sterile forstad: hamrende utro og en halvdårlig mor, men alligevel kan vi ikke andet end at holde af hende - ligesom filmens andre voksenkarakterer, der også er små børn fanget i deres drifters vold.

Sarah er 'drenget' og mindre attraktiv i forhold til Brads perfekte kone, forklarer filmens fortæller alvorligt, og selv om vi forstår meningen, så er kommentaren lige så absurd som den berømte replik i Hitchcocks Berygtet, hvor Cary Grant fortæller Ingrid Bergman, at hun "ser syg ud".

Som Bergman dengang har Kate Winslet aldrig været skønnere.

Little Children
Instruktion: Todd Field.
Manuskript: Todd Field og Tom Perrotta.
(Metropol i København og Århus, Astoria i Aalborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her