Læsetid: 4 min.

Kortere sagt - Klassisk musik

Fuldbårent Orchestre Capitole og deres unge chefdirigent er forelskede, og det er ikke rigtig noget, man kan beskrive i ord. Både Mussorgskijs Udstillingsbilleder og Tjajkovskijs 4. symfoni er så helstøbt musik, at man ikke kan sætte fingeren på, hvad det egentlig er, der er så godt.
12. februar 2007

Fuldbårent
Orchestre Capitole og deres unge chefdirigent er forelskede, og det er ikke rigtig noget, man kan beskrive i ord. Både Mussorgskijs Udstillingsbilleder og Tjajkovskijs 4. symfoni er så helstøbt musik, at man ikke kan sætte fingeren på, hvad det egentlig er, der er så godt. Ingen skiller sig ud, hverken de enkelte stemmer i orkestret, eller de enkelte motiver i musikken – ikke engang noget særligt fingeraftryk fra dirigenten kan man umiddelbart tale om. Tugan Sokhiev har fået trådet hele orkestret gennem ét nåleøje, og hele musikken trækkes sikkert på denne snor, og alt udgår fra én og samme lykkelige ånd. Det er ikke et så meget et bud på Tjajkovskijs 4., som det bare er Tjajkovskijs 4.
En ting kan man prøve at tale om: en karakteristisk Sokhievsk vuggen, som gennemsyrer begge værker. Ligesom en vuggen i hofterne, der kan alt lige fra at ægge og ophidse til berolige og trøste. Man bæres på pulsen og i stedet for at bygge op, så man aner, hvor det bærer hen, er Sokhiev i nuet hele tiden, og lader musikken ske. Sådan er det smukt.

Tugan Sokhiev og Orchestre National du Capitole de Toulouse: Modest Moussorgskij: ’Udstillingsbilleder’ og Pjotr Tjajkovskij: ’Symfoni nr. 4 i f-mol’ (Naive)

Det fulde flor
Angela Hewitt har indspillet det meste klavermusik af Bach. Hun siger selv, at hun fra barn har haft de bedste forudsætninger for netop Bach, ikke kun fordi hun, fra hun var lille, hørte sin far, der var organist, spille Bach i kirken, men fordi hun også havde tre andre interesser ud over klaveret: sang, violin og ballet. Det har hjulpet hende til at tænke musikken i stemmer og mellemstemmer, i buer og som dans, alt det, Bachs musik går ud på. Som Hewitts sidste skud på stammen af barokindspilninger på klaver har hun indspillet klavermusik af Jean-Philippe Rameau. Og her gælder de samme fortrin, det både synger, danser og stryger overbevisende godt. Hewitt har altid insisteret på at indspille barokmusikken, der egentlig er komponeret for cembalo, på et flygel. Det kan folk uforståeligt nok blive ved med at have noget imod. Hewitts spil er noget nær det mindst romantiske og mest veltrimmede. Hendes artikulation er udsøgt barok, mens klangen i Fazioliflyglet lukker duften ud af musikken og tapetserer væggene med det fulde flor.

Angela Hewitt:
Jean-Philippe Rameau: 'Keyboard Suites' (Hyperion)

Det fulde kor
Orphei Drängar er et gigantisk svensk mandskor. Og selvfølgelig med en fortid tilbage i det forrige århundrede. Tidligere dirigenter er Hugo Alfvén og Eric Ericsson. I dag ledes det af Robert Sund, og den aktuelle cd er en indspilning af arrangementer af Sund selv og har derfor den hårdtslående titel Sounds of Sund. Det er umuligt at tørre smilet af, men man lytter til de syngeglade svenskere. Ikke nok med at det er svinsk rent og påtrængende musikalsk, men det overskrider også enhver gennemsnitligt reserveret danskers grænser for, hvad der kan tages alvorligt. Alene et mandskor af den størrelse. Og arrangementer, der både starter og slutter med nynnende solister, bossa nova-rytmer henover det klassiske, fugaer med falset-indsatser og et akkompagnerende klaver, der lyder af fest i medborgerhuset. Det er en cd, man skal have sammen med en flaske iskold Flagg Punch og så supa løs af den svenske musiktradition. Dér, hvor man må overgive sig helt og holdent, er naturligvis til solisten Peter Matteis mere end fulde røst, men også sopranen Jeanette Höhn og tenoren Stefan Parkmann gør cd’en smukkere.

Orphei Drängar og Robert Sund:
’The Sounds of Sund’ (BIS Northern Lights)

Ægteskabskomedie
Figaros Bryllup er skrevet over stykket La Folle Journée. Det kan man gøre mere eller mindre ud af. Denne opsætning har valgt at vægte det fjollede mere end sædvanligt. Af en eller anden grund dominerer en 1980’er-stemning med en Dollars-agtig indledning med præsentation af sangerne i små skiftende vinduer, en grevinde med Krystle-hår, en Susanna i en Lily-model og højt pandehår og Barbarina i pink og lilla og en elektrisk justérbar lænestol som omdrejningspunkt. Kun i operaverdenen kan man kalde sådan noget daringly original and highly contemporary. Det er meget underholdende, men kun på det underholdende plan. Alle er stort set for fjollede til rigtigt at kunne elske og kærlighedens æggende alvor og skønhed, som er Mozarts største bidrag til stykket, går tabt. Det er større stemmer, end man normalt hører Mozart med, men de klæder hinanden. Det helt særlige og originale indslag er en såkaldt ’recitavist’, der fra scenen akkompagnerer recitativerne på hele tiden nye og mere eller mindre hjemmelavede instrumenter såsom mundharpe, flasker og glas.

W.A. Mozart: ’Le Nozze di Figaro’. Opera national de Paris og Sylvain Cambreling. Mattei, Regazzo, Oelze, m.fl. Christoph Marthaler (Opus Arte)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu