Læsetid: 6 min.

En usandsynlig helt

Steve Buscemi, der er aktuel med filmene 'Delirious' og 'Interview', har brugt sin karriere på at spille originalernes original
16. februar 2007

Steve Buscemi ser bekymret ud, hvilket passer meget godt til hans posede hængemuleansigt.

"Jeg ser ikke mig selv som en berømthed, og jeg fokuserer ikke ret meget på min status,"hævder han, som svar på antydningen om, at han i en alder af 49 er blevet et autentisk kultikon.

"Karrieremæssigt er det gået støt fremad for mig. Der har ikke været tale om et pludseligt gennembrud," siger han eftertænksomt.

Ikke desto mindre kan man snart opleve Buscemi i to nye satiriske film om berømmelsesspillet. I den ene, Tom DiCillos Delirious, spiller han en manisk paparazzo, der rangerer lavt i Manhattans medieverden.

I den anden, Interview, som han selv har instrueret, spiller han en politisk journalist på vej ned ad rangstigen, dér hvor man skriver en overfladisk historie om en stjerne fra en sæbeopera, (Sienna Miller).

Men i stærk kontrast til de triste roller, han ofte har fået, er Buscemi måske den mest succesrige fiasko i branchen.

Et landshold på nakken

Der er bud efter ham igen og igen fra de hotteste navne i uafhængig amerikansk film. Han har arbejdet med Scorsese, Carpenter, Altman (to gange), Tarantino (også to gange), Jarmusch og Rodriguez (begge tre gange), Alexander Rockwell (fire gange) og Coen-brødrene ikke mindre end fem gange. Han har instrueret en lang række tv-afsnit, deriblandt adskillige af de bedre Soprano-ting, så vel som fire af sine egne film.

Interview er blevet udvalgt til både Sundance og Berlin-festivalerne. Han blev engang forfulgt gennem Londons gader af det samlede peruvianske fodboldlandshold.

"Folk over hele verden kender ham, men han synes ikke at være klar over det," siger DiCillo.

Buscemi har medvirket i over 80 film, men hans allestedsnærvær er ved nærmere eftersyn et smart kunstgreb. Nogle gange er hans tilstedeværelse begrænset til den dér østkyst-dræven, han lægger stemme til Mr. Nebbercracker i sidste års sympatiske Monster House, og kan snart høres som Templeton, den selvcentrerede, storsnudede rotte i en ny version af Charlottes Web (Charlottes tryllespind).

Hvis du så meget som blinker, misser du ham i en del af hans andre film. Hollywood har aldrig helt fundet ud af, hvad de skal stille op med Buscemi og med sine gravstenstænder, udstående øjne, slatne hår og kødfulde, sensuelle læber har han aldrig været tæt på en helterolle. Han dukker op i venstrehåndsarbejder som The Island, Armageddon, Rising Sun og Con Air, oftest i, hvad han kalder "roller som den onde fyr", bevislige originaler med meget kort levetid.

Tæsk i metroen

Men det er i den uafhængige genre, han virkelig slår igennem. Som uheldsvanger, uhumsk eller direkte pervers er indbegrebet af en Buscemi-rolle en underjordisk type med en karakterbrist, man husker, og et sindssygt navn: Mr. Pink, hans gennembrud som den klynkende gangster i Tarantinos Reservoir Dogs, som Buddy Holly, Map-to-the-Stars Eddie, Mink, Crazy Eyes og Bananas The Clown. I sådanne roller er Buscemis gennemslagskraft ofte omvendt proportional med den tid, han faktisk optræder på lærredet.

Visse roller er blevet skrevet direkte til ham, som fortælleren - kaldet Buscemi - i Rodriguez' Desperado.

Coen-brødrenes segment i Paris Je t'aime, en samling af 20 kortfilm, der foregår i Lysets By, starter med Buscemis ansigt, der langsomt vokser til et kæmpe close up, stirrende ængsteligt ind i kameraet. Han spiller en amerikansk turist i metroen, som oplever et uheldigt møde med en fransk pendler. Det er et af de morsomste bidrag til et ellers noget uensartet projekt.

"De fortalte mig, at de havde brug for en, som ikke skulle sige noget og som ville få tæsk, og så de kom til at tænke på mig," siger skuespilleren tørt.

"Men det lød sjovt, og jeg havde ikke arbejdet med dem i fem år. De kom aldrig ud af metroen, selv ikke når vi holdt frokost. Typisk dem."

Ukorrumperet

I dag kan Buscemi selv vælge. Han sagde nej til rollen som piccolo i en anden kollektiv-film, den skuffende Four Rooms, selv om både Tarantino og Rodriguez var medinstruktører. Det var en beslutning, der retrospektivt viste hans glimrende vurderingsevne. (Tim Roth, som efterfølgende tog rollen, indkasserede en buket af negative anmeldelser).

"Du kan ikke forblive uskyldig hele dit liv. Jeg er skuespiller og skal tjene til livets ophold. Men jeg føler ikke, at jeg er blevet korrumperet - jeg har aldrig spillet en rolle, jeg hadede, eller syntes var det rene lort blot for pengenes skyld," siger Buscemi.

DiCillo stod for nylig direkte over for den indstilling. Han havde tidligere lavet tre film med Buscemi, da han tilbød ham en rolle, han selv var overbevist om var en vinder: den kyniske, rapkæftede fotograf, som tager en hjemløs skuespiller under sine vinger i Interview.

Personen var med manuskriptforfatteren/instruktørens ord 'en utilpasset trold', og Buscemi var perfekt til rollen.

"For mig at se havde han det, der kræves af en klassisk klovn. Jo mere vred, han bliver, jo sjovere bliver han. Han tilfører hvert enkelt øjeblik menneskelighed," siger DiCillo.

Buscemi var ikke enig. "Jeg brød mig ikke om det. Fyren forekom mig for bitter, for vred, for destruktiv. Jeg følte ikke, der var kød nok på," husker han.

Skal vi tage en kop kaffe?

DiCillo indrømmer, at han var "helt ødelagt", men indrømmer dog:

"Han fik mig til at indse, at jeg havde gjort personen ekstremt usympatisk. Så jeg sendte ham en ny version."

Der gik måneder før Buscemi svarede. Til sidst besluttede DiCillo at tage ud til det afsidesliggende område af Brooklyn, hvor Buscemi bor sammen med sin kone og 15-årige søn.

Han fandt på en eller anden grund til at være i området og ringede til skuespilleren med påtvungen munterhed.

"Jeg sagde: 'Hej Steve, jeg er lige rundt om hjørnet, skal vi ikke ta' en kop kaffe?' Det var løgn, men vi mødtes på en café og snakkede lidt om manuskriptet, og til min bekymrede begejstring citerede han faktisk fire eller fem sætninger fra rollen. Så gik vi tilbage til hans lejlighed. Det var en iskold vinterdag, det stormede, det frøs, og jeg sagde: 'Hvad så, Steve, hvad synes du?' Så stod han der i fem minutter. Sagde ikke et ord. Jeg så på ham og sagde: 'OK, vi ses senere.' Så tog jeg hjem," fortæller Di Cillo.

Han havde ét kort tilbage at spille. Han lavede en gennemlæsning af manuskriptet med 14 skuespillere og et inviteret publikum.

"Steve læste rollen, og folk skreg af grin. Jeg har aldrig kæmpet hårdere for en skuespiller," siger han.

Dødstrusler

I dette tilfælde synes DiCillos vedholdenhed at have været på sin plads. Ved filmfestivalen i San Sebastian, hvor Delirious havde verdenspremiere sidste år i september, elskede publikum filmen, og den vandt priser for både bedste instruktør og bedste manuskript.

"Steve udbragte en skål for mig. 'Tom, jeg har aldrig oplevet nogen som dig, der ikke vil opgive at lave en film'."

Buscemi har udvist en lignende beslutsomhed i sin egen instruktørkarriere. Både Trees Lounge og Animal Factory blev godt modtaget, men blev ikke distribueret i større omfang, og hans tredje, Lonesome Jim, nåede aldrig til England.

Interview er en genindspilning af en film fra 2003, instrueret af hollænderen Theo van Gogh, som blev myrdet efter premieren på en film, der stillede sig kritisk over for visse aspekter af islam. Buscemi benægter udbredte rygter om, at han og Miller modtog en strøm af dødstrusler under optagelserne.

På trods af det beskedne budget, kollapsede finansieringen af Interview flere gange.

"Mit navn alene betyder intet for forretningsfolk. Jeg er smigret over, at folk ser mig på den måde, og berømmelse skaffer dig et godt bord på en restaurant. Men der er ikke altid en check med posten. Jeg er glad, når bare jeg har arbejde."

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu