Læsetid: 5 min.

Et utroværdigt eventyr

»Dreamgirls« burde være endt som en fantastisk spillefilm at dømme ud fra forlæg, historie, instruktør og skuespillere. Men resultatet er en halvlang, tam affære med for højt sukkerindhold og for mange bolde i luften
9. februar 2007

Oprindelig hed de The Primettes og bestod af fire piger fra et af de sociale boligbyggerier, der prægede de sorte bydele i efterkrigstidens Detroit. I 1960 skrev de kontrakt med Berry Gordys lille, men ambitiøse pladeselskab Motown, hvor de udsendte et par lidet spektakulære singler, før de trimmedes til en trio med navnet The Supremes.

Gruppens stifter og oprindelige forsanger (i den heftige sorte gospeltradition) var den temperamentsfulde og kantede Florence Ballard, men kun indtil Gordy besluttede at trække den mindre karakterfulde, men tifold mere ambitiøse, sensuelle og cool Diana Ross op i front og gøre hende til gruppens fokus. Det tog gruppen otte flopsingler, før den brændte igennem med 'Where Did Our Love Go' i 1964, der blev startskuddet til en ubrudt række nr. 1 hits op gennem 60'erne, hvilket skulle gøre trioen til den mest populære og storsælgende pigevokalgruppe nogensinde på amerikansk grund.

Og de var både lækre, elegante og sofistikerede at se på - Gordy havde sendt dem på Charm School, hvor de lærte alt om at føre sig frem - og fremstod som alle tiders drømmepiger med perfekt makeup, elegante aftenkjoler og et kolossalt udvalg af håndlavede parykker. De blev Motowns allerstørste navn og rollemodeller for unge piger verden over, men først og fremmest et uangribeligt symbol på muligheden for at nå stjernerne i det raceopdelte USA for deres race- og kønsfæller.

Men der var problemer i paradis, idet forholdet mellem Ballard på den ene side og Ross og Gordy (de havde efter sigende også en affære) på den anden i stigende grad prægedes af spændinger og konflikter. I 1967 smed Gordy så Ballard ud af gruppen, der ændrede navn til Diana Ross & The Supremes. Parallelt med gruppens succes blev Motown et af USA's største og mest succesfulde pladeselskaber og Gordy én af periodens mest fremgangsrige forretningsmænd, selv om prisen for mange af hans kunstnere var høj. Således døde Ballard flad, fordrukken og glemt i 1976.

Rigeligt endimensionale

En superhistorie, skulle man mene og den blev da også under titlen Dreamgirls omsat til en succesfuld Broadway-forestilling i 1981 med tekst og historie af Tom Eyen og musik af Henry Krieger. Forestillingen er siden med held blevet opsat adskillige gange og er nu nået Hollywood, hvor en række store navne pr. automatik burde stå som garanter for filmens kunstneriske succes:

Instruktøren Bill Condon stod for både manuskript og instruktion af den effektive Kinsey (2004) og skrev endvidere manuskript til filmatiseringen af den forrygende musical Chicago. Jamie Foxx brændte igennem i rollen som Ray Charles i bio-pic'en Ray i 2004 og burde være manden til at give Berry Gordy filmiske alter ego Curtis Taylor, Jr. i Dreamgirls både pondus og troværdighed, mens en Beyoncé Knowles synes som skabt til rollen som filmens Diana Ross-figur, Deena Jones.

Men sådan er det ikke gået - Condon er blevet væltet af et ambitionsniveau, hvor han gerne vil fortælle mindst fire historier og både Foxx' og Knowles' figurer er blevet rigeligt endimensionale, grænsende til det karikerede.

Hvorfor det også er birolleindehaverne Eddie Murphy som den talentfulde, men selvdestruktive og fordømte James 'Thunder' Early (et miks af Marvin Gaye, Temptations-forsangeren David Ruffin og den i øvrigt ikke Motown tilknyttede Wilson Pickett) og debutanten Jennifer Hudson som den spunky og selvbevidste, men også kropumulige Effie White, der løber med både opmærksomheden og roserne.

Skønt at se Murphy i en rolle, der har lidt kød på sig; han udnytter det til fulde, på trods af at manuskript og instruktion gentagne gange svigter hans figur, og han yder ufortrødent en både uforglemmelig og intens indsats som én af dem, der ikke lige ønsker at danse fuldstændig efter pladeselskabsboss Taylors pibe. Og så synger han fedt. Og Hudson er simpelthen lige til at spise som den overvægtige, men også overvældende dejlige og sprællevende White (filmens svar på Flo Ballard), der stille og roligt køres ud på et sidespor af Taylor.

Men bare rolig - det her er Hollywood, hun dør ikke glemt og forladt, men opnår til sidst atter en plads i solen. Så filmen får sin happy ending, skurken får sin bekomst, og alle er glade. På nær måske denne anmelder og verdens utallige Motown-kendere.

Pastichens svære kunst

Et af filmens største problemer er musikken. Når vi taler Motown og The Supremes i 1960'erne, blev sangene leveret af trojkaen Holland-Dozier-Holland, og vi taler dermed klassikere som (og jeg skal nok holde antallet nede) 'Baby Love', 'Stop! In The Name Of Love', 'You Can't Hurry Love', 'You Keep Me Hangin' On' og 'Reflections'.

Da filmen myldrer med åbenlyse pasticher på The Supremes og i nogen grad også Marvin Gaye, The Temptations og andre navne fra Motowns storhedstid, er det mindste man kan forlange, at de i i hvert fald matcher forlæggene. Det gør de på intet tidspunkt. Filmen er så godt som hitfri, hvilket er en skandale, der ikke forvindes af en stribe overbevisende vokalindsatser. Vil man partout gøre sig i pastichens vanskelige kunst, skal man satanedeme stå tidligt op, hvis ikke man vil falde ubehjælpeligt igennem, og her er der ingen sange, der for alvor hæver sig over gennemsnittet, fraset måske lige Jennifer Hudsons overbevisende tour de force, 'And I Am Telling You I'm Not Going' og Eddie Murphys skægge 'Cadillac Car'.

En anden afgørende svaghed ved filmen er strukturel, thi Condon vil fortælle os i hvert fald følgende historier: En forretningsmand (Taylor, Jr.) går fra Cadillac-sælger til USA's største sorte pladebrancheentreprenør. Primært ved at være et dumt svin, tilsyneladende. En talentfuld sanger (Early) går fra trendsætter til old hat og dør til sidst af en OD. En pigegruppe (der i filmen kaldes The Dreams!) vil til tops og sætter undervejs sin integritet og sit sammenhold over styr. En sanger (White) fyres fra sit band, går helt ned og stiger op igen.

Læg dertil et hav af kærlighedsaffærer på kryds og tværs samt diverse underudviklede bifigurer (Keith Robinson som sangskriveren C.C. White; Daniel Glover som den hæderlige impresario Marty Madison; Annika Noni Rose som det tredje medlem af The Dreams, Lorrell Robinson), og De vil forstå, hvorfor filmen, der varer over to timer, ind i mellem minder om en albatros, der forgæves forsøger at komme på vingerne.

Er man fascineret af Motown, sort musik, USA i 60'erne og så videre, er filmen selvfølgelig værd at se. Men som et bud på en moderne, tidssvarende musical er der sgu langt til mål her. Desværre.

Dreamgirls. Instruktør og manuskript: Bill Condon. Amerikansk (CinemaxX, Empire, Metropol og Palads i København og en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu