Læsetid: 3 min.

Bitter historisk strid

Ken Loach' stærke guldpalmevinder 'Vinden som ryster kornet' syder af vrede og bitterhed i sin skildring af IRA's guerillakrig mod England i starten af 1920'erne
2. marts 2007

Ken Loach har altid været en instruktør, hvis politiske og sociale indignation har præget hans film. Hans tv-dokudrama Cathy Come Home var i starten af hans karriere direkte medvirkende til at få ændret Englands love for hjemløse, og siden har han løbende lavet film med udgangspunkt i arbejderklassens vilkår både i og uden for Storbritannien. Land and Freedom bragte en fyr fra Liverpool til den spanske borgerkrig, mens Riff-Raff, Raining Stones, Ladybird Ladybird og My Name is Joe har ladet britiske underdogs få deres historier gribende fortalt i en form med god plads til kritik af urimelige systemer og strukturer undervejs.

Trods den lange karriere på de svages side blev mange af Loach' landsmænd alligevel overraskede, da han med Vinden som ryster kornet, som vandt guldpalmerne i Cannes sidste år, så voldsomt tildelte englænderne rollen som imperialistiske overskurke. Filmen skildrer IRA's guerillakrig mod England i starten af 1920'erne, og blot få minutter inde i filmen er scenen sat for den bitre konflikt.

Den unge mand Damian (Cillian Murphy) er som læge på vej til London, men skal inden da tage afsked med familie og venner. Under hans korte visit kommer en gruppe engelske 'fredsbevarende' styrker forbi og annoncerer, at det fra nu af er forbudt at mødes i grupper. Da en af Damians nære venner nægter at oplyse sit navn, bliver han tævet ihjel.

Damians bror Teddy (Padraic Delaney), som er aktiv i IRA, forsøger efterfølgende at overtale Damian til at blive og kæmpe. Trods chokket og vreden bestemmer Damian sig for at tage af sted, men endnu et møde med brutale briter på togstationen ender med at få ham til at blive og gå i lag med den urimelige overmagt.

Som et spejl

Kombinationen af Loach' sans for kras realisme i spillet, hans faste manuskriptforfatter Paul Lavertys nøgterne evne til bare at lade ting ske og ikke mindst kameramanden Barry Ackroyds søgende billeder af sammenbidte ansigter og uhyrlige handlinger mellem alt det grønne og brune gør Vinden som ryster kornet til et barskt bekendtskab. De beskidte opgør mellem fjender såvel som den benhårde justits inden for egne rækker gør ondt at være vidne til, især i filmens første del, hvor det menneskelige drama står stærkest.

Den personlige historie mister fokus, efterhånden som et mere kompliceret politisk billede skal tegnes. London og Dublin indgår i 1922 en fredsaftale, som Teddy accepterer, mens Damian og andre IRA-folk betragter den som en falliterklæring. Filmen bruger meget energi på at fremlægge argumenterne for og imod aftalen og tager dermed noget af styrken fra det, der ellers ville have været et følelsesmæssigt uafrysteligt opgør mellem de to brødre, som kommer til at spejle hinanden; Damian, der starter som pragmatiker og ender som uforsonlig idealist, og Teddy, der indledningsvis agiterer til idealistisk kamp, men siden søger den pragmatiske løsning frem for den fortsatte kamp.

Den svære fred

Kun i få øjeblikke luner Loach' evne til at se humoren i selv de mest dystre realiteter, som f.eks. gjorde hans skildring af de personlige omkostninger ved privatiseringen af British Rail i The Navigators til et både underholdende og kampansporende bekendtskab. I et af de få lysglimt her skal en dreng aflevere en vigtig besked - men han kan simpelthen bare ikke finde den i lommerne. Hverdagens almindeligheder får et øjeblik lov at trænge sig på, men det går hurtigt løs med det store drama igen.

Filmisk er det en fornøjelse at se billederne og skuespillerne folde sig ud. Indholdsmæssigt bliver historiens insisteren på de politiske spil udmattende, mens tankerne flyver til åbenlyse paralleller som den nuværende tilstand i Irak og de efterfølgende problemer, når en besættelsesmagt trækker sig tilbage og efterlader en kaotisk scene til mærkede mennesker med mange ar på sjælen.

Vinden som ryster kornet er mesterligt lavet, men ikke et mesterværk i sig selv. Loach opnår den refleksion og indignation, som er en del af drivkraften bag filmen, men det personlige drama bliver ikke forløst. Guldpalmerne under jeg imidlertid gerne Loach for hans imponerende samlede værk og dedikerede vilje til at prøve at gøre en forskel.

Vinden som ryster kornet. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Engelsk (Dagmar og Vester Vov Vov, København, Øst for Paradis og Metropol, Århus - samt en række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu