I december 1987 så jeg en lastbil fyldt med unge nicaraguanske soldater bevæbnet med AK-47 rifler blive kørt til kamp. Målet var de CIA-finansierede contra-oprørere i den nordlige del af Nicaragua. Jeg fulgte vognen et stykke ad den støvede vej ud af Quilali, en by tæt på grænsen til Honduras, hvor jeg tidligere havde besøgt træningslejre for contra-soldater.
På et tidspunkt måtte jeg vende om. Fra den usynlige front i de nærliggende bjerge lød der skud. Jeg glemmer aldrig sandinistsoldaternes ansigter. De lignede børn, og mange af dem var utvivlsomt mindreårige - altså under 18.
Det samme gjaldt contra-styrkerne. Den nu efterhånden glemte konflikt fra Den Kolde Krigs tid blev stort set udelukkende udkæmpet af grotesk unge bondesønner.
Siden er børnesoldater blevet et mere udbredt fænomen i alverdens krige. Det gælder især for Afrika. Ishmael Beahs gribende erindringer fra sin tid som regeringsoldat, fra han var 12, til han blev 14, under Sierra Leones borgerkrig bliver utvivlsomt en klassiker. Det er den første litterære beretning skrevet af en tidligere børnesoldat om de hårrejsende rædsler, flere hundredetusinde børn har gennemlevet i 1990'ernes konflikter.
Fiktion eller ej
Under gennemlæsningen af A Long Way Gone, Memoirs of a Boy Soldier magtede jeg flere gange ikke at holde tårerne tilbage. Her er fem drenge på 12 og en på 15 på flugt fra Foday Sankos bestialske oprørshær Revolutionary United Front. Hæren var støttet af Liberias tidligere præsident Charles Taylor, der nu sidder i et fængsel i Sierra Leones hovedstad, Freetown, og venter på sin retssag. Beskrivelsen af deres tragiske odyssé gennem halvdelen af landet - efter at have mistet forbindelsen med deres forældre og søskende - ligger næsten hinsides det begribelige. Men jeg er villig til langt hen ad vejen at stole på Beahs prægnante hukommelse. Hans litterære talent er hertil uovertruffent. Der er ingen grund til at afsløre, hvordan flugten ender. Men det kommer som en overraskelse og et chok for læseren, fordi det efter alt at dømme ikke er fiktion.
I løbet af det halve års flugt tilbringer Ishmael Beah flere måneder alene i en skov, han er faret vild i. Han overlever ved at spise frugt. Så møder han nogle jævnaldrende på flugt, og de bliver til sidst rekruttereret af regeringssoldater til at bekæmpe rebelsoldater - mange af dem i samme alder.
Børnesoldaterne fodres med marijuana og kokain, hvilket tilfører dem energi og gør dem følelseskolde. De kan nu begynde at myrde løs på rebeller og civile i et blod-orgie, som for Beahs og hans soldaterkammeraters vedkommende varer i to lange år. En dag udleverer en oberst dem til repræsentanter for Unicef. De bliver anbragt i en rehabiliteringslejr i Freetown, hvor Beah senere forenes med sin onkel og hans familie.
Da borgerkrigen når til Freetown, flygter han til nabolandet Guinea og videre til USA i 1998.
Hollywood-look
Efter at udsnit af bogen blev offentliggjort i The New York Times Magazine i januar - den udkom i februar - er Ishmael Beah blevet øjeblikkets litterære sensation i USA. Han er for tiden på bogturné til 25 byer. I den seneste udgave af Playboy Magazine portrætteres han i en Armani-jakke. Den 25-årige sierraleoner ser godt ud, en sexy fyr, der er som skræddersyet til film- og underholdningsindustriens behov.
Parallellen til Jerzy Kosinski og hans erindringer som omflakkende forældreløs i Polen under Anden Verdenskrig er slående. Formelt set var Den Bemalede Fugl fiktion, men han lagde aldrig skjul på, at teksten reflekterede personlige erindringer fra barndommen. Da bogen senere blev oversat til polsk, viste det sig, at mange anekdoter - især dem om polsk antisemitisme - var opdigtet af Kosinski, der som forældreløst jødisk barn blev holdt skjult af kristne polakker.
Utvivlsomt benytter Ishmael Beah visse steder i sin bog sig af digterisk frihed.
Det er muligt, at han i en alder af 12 kunne recitere Shakespeares Macbeth ad libitum, og at han delte dette talent med den øverstbefalende i sin deling. Beskrivelsen af de seks drenges lange flugt virker sandfærdig.
Tvivlen opstår i afsnittene om de blodige rædsler, han forrettede og så andre udføre i sin tid som børnesoldat.
Hvordan skelne mareridt fra virkelighed, når han og krigskammeraterne hele tiden var på stoffer? De mange forskellige beskrivelser af, hvordan blod siver ud af ofre og bemaler landskabet, virker som et veldrejet litterært instrument hentet fra Hollywood-film eller billige voldsromaner.
Fra erindringen
Jo, meget af den bestialske brutalitet, hvormed de to hære bekæmpede hinanden, myrdede civile og nedbrændte landsbyer, kendes fra andre kilder. Men hvis Ishmael Beah vitterligt ikke kunne huske alle detaljer og måtte opdigte henrettelserne og beskrivelsen af raketdrevne granaters og rødglødende kuglers effekt på den sårbare menneskekrop, så burde han have tilføjet i et forord, at hans hukommelse ikke altid tillod ham at skelne klart mellem sine mareridtsdrømme og den oplevede virkelighed.
Selv om det ikke ville have gjort denne enestående og på visse måder opmuntrende historie om en 12-årig forældreløs drengs overlevelse i en krigszone mod alle odds mindre læseværdig.
Ishmael Beah:A Long Way Gone, Memoirs of a Boy SoldierSara Crichton Books, Farrar, Straus & Giroux, 229 sider, 22 US-dollar, ISBN 9 780374105235
