Noget af det første, man støder på i Dubravka Ugresiç's ejendommelige bog, er grupper af landflygtige, overvejende ældre mænd; søvngængere og fortabte, iøjnefaldende på kilometers afstand. De går i korte vindjakker, har hænderne i lommen, mødes på banegårde og loppemarkeder eller i deres egne klubber, hvor de sidder tavse med en smøg i hånden, bøjet over en øl, mens de fordriver tiden med kortspil eller med at se fjernsyn.
For en dansk læser er de velkendte og samtidig fremmede og utilgængelige, måske ligefrem fjendske i al deres tavse indesluttethed. For kroatiske Dubravka Ugresiç er de imidlertid "vores". Ikke bare sådan i almindelighed, og fordi de nu kommer fra den samme europæiske halvø, men fordi de er sindbilledet på et dystert skæbnefællesskab, fordelt over hele det europæiske kontinent og drysset ud over endnu andre som spredte flokke af allerede døde.
Uvirkelighedens lomme
Det er skræmmebilledet, forstår man. For romanen og i særlig grad for dens kvindelige jeg-fortæller. Gud forbyde, at hun skulle ende sådan!
Selv er hun kommet til Amsterdam fra Zagreb efter et kort ophold i Berlin. Som følge af krigen, men i tilpas god tid til ikke personligt at have oplevet alt det værste. Hun er et privilegeret krigsoffer, hvis den slags findes. Så meget, at hun via gode kontakter får ansættelse på universitetet i Amsterdam, hvor hun over to semestre skal undervise nogle kun lidt yngre landsmænd i serbo-kroatisk litteratur.
Også det er et godt billede. For landflygtige som de er i dobbelt forstand, nemlig flygtende fra et land, som ikke længere eksisterer, er sproget omtrent det eneste, de har tilbage. Men også sproget er splittet ad med tilbagevirkende kraft. Den fælles jugoslaviske litteratur-historie er blevet til fem nationallitteraturers historie; den kroatiske, slovenske, serbiske, makedonske og bosniske. Medmindre man altså er havnet i en parallelverden, en uvirkelighedens lomme i det fredelige Amsterdam, hvor drømmen om forsoning kan overleve lidt endnu - og man kan enes om at opfatte det hele som én fælles forhistorie.
Det er imidlertid ikke det eneste, romanens hovedperson og jeg-fortæller foretager sig for at lindre de lidelser, krigen og flugten har påført hendes studerende.
Hvad skal man kalde det, hun gør? At redde dem tilbage til livet måske? At skaffe dem et sikkert sted i den lavine af et krigsmareridt, erindringen har forvandlet sig til? At give dem en biografi, som de troede, de ikke længere havde?
I hvert fald lægger de litteraturstudierne væk og begynder i stedet at samle på hverdagslig erindring fra tiden før katastrofen. Stort og småt, godt og skidt. Hvad der var i fjernsynet, noget om landsfader Tito, en madopskrift, schlagere, citater hist og pist fra. Trivialiteternes løsøre, hvad som helst.
En dyne af sæbeoperaer
Der kunne Dubravka Ugresiç's roman godt være endt. Så ville forlaget så ubetinget have haft ret i, at hun havde skrevet en roman "om nødvendigheden af at huske - ikke at glemme".
Men det har hun ikke. Eller det har hun bestemt ikke kun. Den kliché bliver nemlig også udfordret. Det sker, da fortælleren på besøg i sit barndomshjem i Zagreb opdager, at krigen ikke bare for længst er forbi, men at minderne om den er gemt væk under en dyne af amerikanske sæbeoperaer og hjemmestrikkede biografier, der holder det ubehagelige på afstand og genindfører det gode som aldrig blev til virkelighed. Eller med et af romanens gennemgående motiver: sproget, ikke som erkendelsesredskab, men som fremmedgørelsens instrument, en evig, maskinagtig kværnen, bliver det narkotikum, der gør sandheden til at leve med.
På vej hjem i flyet bliver hun så konfronteret med en anden måde at opfatte forholdet mellem erindring og glemsel. Han er arkitekt og, som hun, eksileret. Men han kom afsted i endnu bedre tid ('91, bemærker fortælleren diskret, men sigende) og har slået sig ned endnu længere væk, i USA. Vi skal altså tage ham med et gran salt, men der er andet i romanen, der understøtter ham.
Tiden er løbet fra hende, siger han. Verden i Zagreb, den virkelige verden og de mennesker, som ønsker at overleve og leve et normalt liv, har sat farten lidt op, mens hun selv holder tiden tilbage. Vi skal videre, er hans pointe. Eller med en af hans one-liners: "Folk er ikke programmeret til ulykker."
Der er kun glemsel
Det giver hende noget at tænke over. Med et citat fra bogen efter hendes tilbagekomst til Amsterdam:
"Jeg forventede af mine studerende, at de skulle forlige sig med fortiden, jeg mente, at kun på den måde kunne de frigøre sig fra den. Jeg tilbød dem et smertefrit territorium i den fortid i et forsøg på at beskytte dem, som forældre beskytter deres børn, som børnene deres børn, som min mor beskyttede mig (-). Der er ingen frigørelse. Der er kun glemsel, som de velsignede vinduesviskere i vores hjerne hjælper os med."
Jeg skylder at sige, at det ikke er hendes sidste erkendelse. Flere følger i frem og tilbagebevægelser og derudover viklet rundt om begivenheder i romanen, som desværre virker både røgede og spegede.
Men to vigtige ting skal med: For det første, at hendes tvivl er stærk nok til at slå hul på den maske, hun selv har båret. Kontrollens, bemestringens, medfølelsens, opofrelsens og for så vidt også civilisationens maske. Den ryger sig en tur. Og bag den gemmer sig en hævnens og hadets logik, som krigen har lært hende og alle de andre, som hun længe følte sig hævet over. Bag masken og dens artige folder og forfinede sprog er et tilbageholdt skrig, en uartikuleret rasen, der kan få glas til at splintres.
For det andet skal det med, at da denne dyriskhed eller den smerte, hun så længe har skjult sig for, endelig indfinder sig, sender den hende ud i byens periferi. Ud i betonen, til barbariets og de landflygtiges ghetto. Det var dér, hun for alt i verden ikke ville havne og aldrig havde drømt om, at hun en dag skulle havne. Men det sker altså. Hun bliver en af dem, langt om længe en af "vores".
Svimlende god essayist
Jeg skrev indledningsvis, at Dubravka Ugresiç's bog er en ejendommelig bog. Og det er den virkelig. Den er et monstrum af en roman. Fyldt med anstrengte, kropumulige scener og lange foredragsagtige dialoger. For skams skyld tilføjet en forvrøvlet, aldrig fuldt belyst og sådan set også ret ligegyldig intrige. Og en temmelig egenartet dansk kommatering.
Alligevel er man med på den. Sandsynligvis fordi Dubravka Ugresiç er en svimlende god essayist, der først og fremmest bruger romanformen til at så tvivl om sin fortællers virtuose og meget besnærende spring frem og tilbage mellem iagttagelser og refleksioner. Jamen hold da op; at kunne skrive sådan om eksilet og de landflygtiges mangedobbelte virkelighed - og samtidig være klog nok til indimellem at lade være.
Dubravka Ugresiç: Smerteministeriet. Oversat af Per Jacobsen. 261 sider, 279 kr. ISBN 788779-731684. Tiderne Skifter
