Læsetid: 3 min.

Kortere sagt - Klassisk

Kortere sagt - Klassisk, bragt i dagens Information
5. marts 2007

Jazz på klassisk

Thomas Quasthoff har en god stemme, der også i den grad egner sig til jazz. Det er der heldigvis blevet en jazz-cd ud af, som Quasthoff har indspillet sammen med et kvalificeret opbud af kendte og dygtige jazz-musikere. Cd'en hedder Watch what happens. Hør hvad der sker, når en klassisk sanger skatter sammen med en jazz-trompetist.

Der sker lidt det, man kunne regne med. Den virkelig gode stemme med den lange uddannelse er en berigelse af jazzens toner, og det er skønt at lade sig underholde af stemmepragten. Selvfølgelig mangler der også noget - mere rytmisk frihed og større udfordring af stemmen kunne man godt tænke sig, men her holder Quasthoff igen og vælger den sikre stil. Men det kan man jo sige om Quasthoff i det hele taget, også i den grad som klassisk sanger.

Det dejlige ved cd'en er dens ærlighed. Den giver sig ikke ud for andet end det den er: en klassisk sangers hjerteprojekt med gode støttemusikere, et venskabeligt møde og musik for sjov.

Watch what happens, Thomas Quasthoff, Till Brönner, Alan Broadbent, Chuck Loeb, Dieter Ilg, Peter Erskine mfl., Deutsche Grammophon

Opera uden ord

Mens Thomas Quasthoff springer ud som jazz-sanger, springer Jean-Yves Thibaudet ud som opera-diva. På cd’en Opera without words spiller Thibaudet operamusik i klaverarrangementer helt uden sangere og ord. Og det er slet ikke dumt.
Særligt arrangementerne af Yvar Mikhashoff er værd at lytte til. Mikhashoff forstår at udnytte at være fri af sangeren og føre musikken derhen, hvor den kommer fra, så at musikken får sin helt egen uforstyrrede skønhed. Smukkest på cd’en er det Chopin-inspirerede Bellini-arrangement af arien »Casta Diva«, og mest imponerende er »Valkyrieridtet«, der er en ren Tour de Force på klaver og ganske meningsløst, men sjovt.
Overordnet er det vel niveauet over muzak. Lidt ligesom med de her moderne sofaer i livsstilsbutikkerne, der med deres pølser og puffer og korttidsholdbare design kommer uden om den egentlige sofa, men ikke desto mindre indbyder til dejlig chill-out.
Meget kan man sige om Thibaudet, men han er en drøm af en hyggepianist.

Opera without words. Jean-Yves Thibaudet. Decca

Ekstrakt af Kissen

På en dobbelt-cd i serien Portrait of the artist fra Deutsche Grammophon genudgives indspilninger fra Kissins lange karriere.
Ældste indspilning her i samlingen stammer, fra da Kissin var 17 år og spillede Tjajkovskijs Klaverkoncert med Berlinerfilharmonikerne. Lidt af en bedrift og oplagt at have med, men ikke det musikalsk bedste indslag. Denne lidt daddede version fra Herbert von Karajan kan man godt leve uden.
De seks Schubert-Lieder i Liszts transskriptioner er til gengæld en god post. Det hele er hele tiden lidt for meget, men det hører sig til i genren, hvor pianisteri er tilladt. Kissins forkærlighed for rytmisk forskydelse af hænderne, i den i forvejen meget mættede musik, gør det til et sandt horror vacui-show, men tænk, at det er fingres værk!
Som kontrast til den virtuose afdeling står Bachs Siciliana. Dette lille stykke er som en trøst i graven en dag, hvor man har stået i koldt martslys og plukket de første grå hår ud af hovedet. I den, ligesom i Glucks Melody, er vidunderet Kissins evne til akkompagnere sig selv og lade alt i verden være til for den lille melodi.

Evgeny Kissin. Portrait of the artist. Deutsche Grammophon

Dukketeater

Sven-Eric Bechtolfs opsætning af Claude Debussys Pelleàs og Mélisande på Opernhaus Zürich er en sjældent god opsætning. Ikke mindst på grund af de helt exceptionelt gode stemmer, der pryder partierne. Isabel Rey som Mélisande bringer liv til rollen og beriger hele operaen med en usædvanligt stærk og menneskelig Mélisande.
Hele dramaet bliver meget nemmere at forstå, når Mélisande ikke bare er en syngende paryk, som mændene filtres ind i, men i al enkelhed er den bedre halvdel, de mangler for at komme ud af deres golde univers. I opsætningen slæber sangerne rundt på dukker, der forestiller hinanden. Alle har en dukkedubleant, og det har den gode effekt at de kun i meget sjældne øjeblikke ser hinanden rigtigt i øjnene. Ligesom hos Euripides er øjnenes blik den direkte forbindelse mellem mennesker. Den penetration som gør forholdet levende og som kun opnås på særlige betingelser. Kun
i de to øjeblikke i operaen, hvor der er kærlighed tilstede, møder to levende blikke hinanden. Genialt!

Claude Debussy Pelleàs et Mélisande. Rey, Gilfry, Volle, Kallisch, Polgár. Orchester der Oper Zürich og Franz Welser-Möst. TDK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu