Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Moraliserende makværk

'Rich Kids' er Filminstitutstøttet spekulation
Kultur
2. marts 2007

Snarere end en egentlig spillefilm er Rich Kids en blanding af forvokset trailer og forjasket musikvideo med tale.

Den foregiver at fortælle virkelighedsbaseret om en gruppe unge fra de nordlige forstæder, en afsporet klike, der forkvakler livet med stofmisbrug, sex, sprut og forbrugsvaner i luksusklassen. Filmens halve snes hovedpersoner samles i lastens hule, det vil sige en ufestlig parkeringskælder, hvor de skejer glædesløst ud og vikler sig ind i diverse voldelige episoder. Hospitalet er endestation for de mest lastefulde.

Farlig ungdom

Instruktøren Rune Bendixen vil angiveligt advare mod grov pengedyrkelse, forhærdet sex, næseblodsfremkaldende kokainsnifferi og almindelig gruppeterror. Og minde en fraværende, uforstående og magtglad forældregeneration om, at børn behøver opmærksomhed - "selv dårlig opmærksomhed", som en af de medvirkende siger i et af de indlagte interviews.

Disse illusionsløse direkte udsagn til kameraet klinger af og til ægte. I hvert fald sammenholdt med de dramatiske scener, der alle skriger til himlen af forlorenhed.

Ikke så ny

Man leder forgæves efter bare en enkelt situations-troværdig scene eller psykologisk indsigt i dette miskmask af popsmart dilettanteri. Egentlig fantastisk, at det stadig kan lade sig gøre at lave et værk, der er så kemisk renset for ethvert spor af dansk films generelle kvalitetsløft, voksende dramaturgiske dygtighed og sikkerhed i spil og fortælling.

Mens man kæmper med ubehaget ved at se skabsbøsseri sat lig med vold mod kvinder, undrer man sig over, hvad Det Danske Filminstituts New Danish Screen, DR og TV2 vil på denne Regner Grasten-galej, der blander det pikante med det prædikende på gammelkendt dobbeltmoralsk vis.

Især for New Danish Screen, der startede så højtflyvende med Princess, En Soap og Offscreen, er dette en bundskraber af de blamerende. Forhåbentlig kun en enlig svipser, for det er fra New Danish Screen, meget af fornyelsen i dansk film skal komme.

Rich Kids. Instruktion og manuskript: Rune Bendixen. Dansk (Palads, CinemaxX, Park i København plus en lang række øvrige biografer)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her