Læsetid: 4 min.

Undere og rædsler, drømme og mareridt

Guillermo del Toro fremstår med 'Pans Labyrint' som en af tidens mest interessante filmskabere
9. marts 2007

Vi mennesker defineres af de valg, vi foretager; af den vej, vi følger gennem livet, og vi gør klogt i at huske, at de valg får konsekvenser. Det handler det klassiske folkeeventyr om, og det er udgangspunktet for den mexicanske instruktør Guillermo del Toros seneste film, den fremragende Pans labyrint, der er lige dele kulørt fabel, grufuld dannelsesfortælling og politisk allegori. Ligesom i en af sine tidligere film, The Devil's Backbone (2001), der også blev lavet i Spanien, bruger del Toro i Pans labyrint Den Spanske Borgerkrig som bagtæppe for en både poetisk og barsk historie om uskyld, der møder ondskab og djævelskab og må lære at navigere i et forræderisk farligt farvand af manipulation og bedrag.

Sammen med sin gravide mor, Carmen (Ariadna Gil) flytter pigen Ofélia (Ivana Baquero) i 1940'ernes fascistiske Spanien op i bjergene til morens nye mand, den brutale kaptajn Vidal (Sergi Lopez), der har til opgave at jage de oprørere, der skjuler sig for Franco. Ofélia kan ikke lide sin nye far, der kun har sin ufødte søn og sit arbejde for øje, og trods sin bekymrede mors formaninger kommer hun snart stedfaren på tværs.

Voldsom og tragisk

Som Lewis Carrolls Alice er del Toros hovedperson en nysgerrig, egensindig pige, der lever i sine drømme og mange bøger fulde af eventyr. En dag følger hun ikke en kanin, men en fe ind i en labyrint og ned i underverdenen, hvor hun møder en ældgammel faun, der erklærer, at Ofélia er en længe savnet prinsesse. Nu skal hun klare eventyrets obligatoriske tre prøver, før hun kan gøre krav på tronen.

Lidt nervøs, men fuld af energi kaster hun sig ud i opgaven, der er hverken ufarlig eller helt så ligetil, som faunen prøver at bilde hende ind. Meget tyder på, at han spiller med fordækte kort, og at Ofélia ikke skal tage alt, hvad han siger, for gode varer.

Samtidig er Vidal tæt på at fange oprørerne, og da han opdager, at en oprører skjuler sig blandt hans tjenestefolk, udvikler situationen sig meget voldsomt og tragisk.

Del Toro lader de to verdener, den imaginære og den virkelige, spejle sig i hinanden - indimellem er man i tvivl om, hvad der er hvad - og man forstår, at Ofélia set med de symbolske øjne må være Spanien, mens faunen er den forførende fascisme, der taler med to tunger. Pigen kæmper således ikke blot for sig selv og sin familie, men for et helt folk, ja, for alle, der lider under et diktatur.

Et fund

Del Toro har udtalt, at han elsker film, der får én til at tænke, og "for mig repræsenterer fascismen den ultimative rædsel og er af denne grund ideel til at fortælle et eventyr for voksne med."

Først og fremmest er del Toro dog en gudbenådet billedmager, der også i tidligere film, Cronos (1993), Hellboy (2004), Blade II (2002), The Devil's Backbone, har dyrket de fantastiske genrer og i detaljer designet originale og på én gang gotiske og lyriske universer, der ikke ligner meget andet og både tiltrækker og frastøder. Instruktøren trækker på mange forskellige inspirationskilder - tegneserier, maleri, litteratur, film - ligesom hans stærkt religiøse opvækst kan spores i filmene, der er fulde af religiøse symboler og overtroiske katolikker.

Ivana Baquero er et fund i rollen som lille Ofélia, der står på tærsklen mellem barn og voksen og tvinges til at være stor, men insisterer på at holde fast i sin fantasi og barnetro. Hun er Guillermo del Toros alter ego og et charmerende et af slagsen. Men det er mestendel Sergi Lopez' frygtindgydende kaptajn Vidal, der løber med de scener, han er med i. Vidal er den inkarnerede fascisme, en rigtig led satan, som ingen midler skyr for at nå sine mål. Han er en formidabel modstander for Ofélia, som heldigvis får hjælp af Vidals husholderske, Mercedes (Maribel Verdú), der i smug hjælper de udmattede, sårede oprørere og må betale prisen.

Komplekse film

Pans labyrint er en modig og moden dannelsesfortælling, der både underholder og gør ondt, og som er fuld af den slags undere og rædsler, drømme og mareridt er gjort af. Undervejs møder Ofélia både en kæmpetudse, et hvidt væsen med øjne i håndfladerne, og som Alice må hun sande, at man skal passe på, hvad man spiser på den anden side af spejlet - i Eventyrland.

Den smukt fotograferede film er den foreløbige krone på del Toros værk og illustrerer, at det kan lade sig gøre, som Mark Kermode forrige år skrev i Sight & Sound, at udviske grænserne mellem pop og kunst. Instruktøren er født og opvokset i Mexico, men ligesom landsmændene og kollegerne Alejandro Gonzalez Iñárritu og Alfonso Cuarón (henholdsvis Babel og Children of Men) har han hele verden som arbejdsplads og laver som dem komplekse, udfordrende, vigtige og fantastiske film om mennesker i umulige situationer.

Til sammen udgør de tre instruktører en bemærkelsesværdig kreativ kraft, som ikke kun kommer mexicansk film til gode, men er med til at udvikle filmsproget og selve filmkunsten.

Pans labyrint. Instruktion og manuskript: Guillermo del Toro. Spansk (CinemaxX, Falkoner Biografen, Grand og Imperial i København og en håndfuld biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu