Læsetid: 3 min.

Pæn film om Piaf

Edith Piaf dopede sig som et helt cykelhold. Filmen om hende er blevet skøn som et dameblad, men den burde været beskidt som en sønderskudt banegård, sådan som hendes liv var det
13. april 2007

Fransk film har ikke haft det for nemt, siden Chabrol, Truffaut og Godard tegnede firmaet. Engang imellem prøver man i stedet på at hollywoodisere sig med det helt store udtræk, som det nu sker med filmen om sangerinden Edith Piafs liv (Piaf betyder spurv, hendes kunstnernavn). Den er da også stor, flot og imødekommer nok mange, for man vil jo gerne genhøre hendes klassikere som Milord og La Vie En Rose og se hendes usædvanlige liv udspille sig i noget, der minder om de autentiske omgivelser.

Men der er noget, der er helt forkert.

Edith Piafs livshistorie er godt belyst i forvejen i biografier, ligesom der eksisterer dokumentaroptagelser med hende. Historien har en iboende kraft, som stadig fascinerer. Hun levede i dele af sin barndom på gaden, og selv da hun var blevet en verdensstjerne, var hun på druk - eller på dope som et helt cykelhold, stak sig 10 gange i armen hver dag i en flereårig periode eller var på piller.

Hendes liv var råt. Det er filmen ikke. I al fald kun sporadisk.

Bokseren

Tag eksempelvis ludderne på det bordel, hvor hun også er som barn. De ligner alle sammen Brigitte Bardot. Den søde, lille pige får betændelse ved øjnene, og i lang tid skal vi så være bange for, at hun er ved at miste synet. Det er vi ikke. Som ung synger hun på gader og stræder. Det virker også nydeligt, men der mangler lidenskaber i spillet. Når et menneske senere i filmen råber "skrid hjem til gaden, mær," er det med en diktion, som kunne der lige så godt være bedt om en kop te. "Jeg skal have en sprøjte", siger hun selv. Med en diktion, som bad hun om et glas vand - dog forpustet, som var hun kommet hjem efter en løbetur.

Lidenskaberne koger og kører dog op, da hun møder en af den tids store boksere, Marcel Cerdan, hendes livs store kærlighed. De er i New York. Han bokser og vinder, hun synger og sejrer, og de elsker. Han har en kone hjemme i Marokko, som han ikke vil forlade. Men så falder han ned med en flyvemaskine og dør.

Filmen er på den måde skøn som et dameblad, men den burde have været "skøn som en sønderskudt banegård" for nu at citere Tom Kristensen, der havde forstand på det hærværk mod sig selv, som Edith Piaf døde af i en tidlig alder.

Depardieu

Fransk films krise er en instruktørkrise, men også en skuespillerkrise.

Skuespillerne spiller ikke - de illuderer. Det opleves meget tydeligt, da en rigtig skuespiller, Gerard Depardieu, pludselig giver en mindre rolle stor vægt og fylde. Han er en af de mænd, der ser hendes forbløffende talent og hjælper sin 'upolerede diamant' frem mod de store koncerttribuner.

Der er heller ikke mange intime eller dramatiske dialoger at spille sig ind i, mest korte sekvenser, hvor skuespillerne bruges som brikker af instruktøren til at lade Piafs liv passere hastigt revy. Værst er hun, som spiller Marlene Dietrich, Caroline Sihol hedder hun, i en ultrakort, men tåkrummende scene.

Marion Cotillard illuderer Edith Piaf. Udmærket, men ingenlunde prangende, ofte blot en maske, skabt i make-up'en. Mærkværdigt også, at der ikke er blevet plads til et gran af humor i så lang en film - 140 minutter - i et så parisisk bohememiljø, som hun jævnligt var en del af. Man kan se mennesker, der griner, det er alt. Sangene er der, oftest i brudstykker, men sine steder er baggrundsmusikken bare sovs.

Sentimentalitet er en agtværdig følelse, men hvad siger tåreperserbarometret? Lidt nu og da. Som når en soldat får fem minutter til at præsentere en sang. Den bliver antaget af Piaf efter de tre. Han skal videre til fronten.

Mest græder man over alt det, som filmen kunne have været, mens den har så forbandet travlt med at se flot ud. Men hvor var det godt, at den lille Edith ikke blev blind.

Spurven - La Vie En Rose. Instruktion: Olivier Dahan. Fransk (Dagmar)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu