Læsetid: 5 min.

Efter forsvindingen

Er det muligt at flygte? Det er et af de spørgsmål, der snor sig gennem glimt af kærlighed og drømme om vold i den store japanske forfatter Haruki Murakamis nye murstensroman
19. maj 2007

En 15-årig dreng løber hjemmefra. Med i lommen tager han en guldlighter, en foldekniv, en lommelygte, en mobiltelefon, et par solbriller, nogle penge og et fotografi.

På fotografiet sidder to børn på en strand og ler lykkeligt: drengen selv og hans søster. Billedet er det eneste spor af en barndom, han ikke kan huske, hvor han var lykkelig, og hvor hans mor og hans søster ikke havde forladt ham endnu.

Drengen skal afsted, væk fra sin far, som han hader, og ind i noget, han kalder en sandstorm. I hans øre hvisker hans usynlige ven:

"Du er nødt til at trænge igennem den frygtelige sandstorm, den metafysiske og symbolske sandstorm. Og lige meget hvor metafysisk og symbolsk den er, vil den skære gennem marv og ben som tusinde barberblade. Folk vil bløde derinde, og det vil du også. Varmt, rødt blod.

Du vil gribe blodet i dine hænder, både dit eget og de andres."

Og når stormen er overstået, vil drengen ikke være den samme, som da han trådte ind i den, for det er jo det, det hele handler om.

Angst lige fra starten

Sådan starter historien om drengen med dæknavnet Kafka Tamura, der er den ene af de to gennemgående hovedpersoner i Haruki Murakamis nye murstensroman Kafka på stranden. I historien om Kafka Tamura vender en af vor tids mest umiskendelige forfattere på flere måder sit sædvanlige fiktive univers på hovedet.

Den 15-årige hovedperson er som teenager i blød og voldsom transformationsproces et stort skridt væk fra Murakamis sædvanlige nogle-og-fyrre-årige, hverdagsramte eksistentielle tvivlere.

Og så er der Murakamis emblematiske forsvundne kvinde, en figur, der også er en konstant gennem den japanske stjerneforfatters værk: I Kafka på stranden er denne kvinde Kafkas mor, og også hans storesøster. Men også de vender på hovedet:

De har nemlig allerede forladt hovedpersonen, da bogen begynder, og dukker derfor ikke som i de øvrige bøger op undervejs som en angstudløsende punktering af et trygt og gråt univers.

I Kafka på stranden er angsten der lige fra starten. Den stråler ud af Kafka, der vil være verdens barskeste 15-årige, og den siver ned gennem ham fra en forbandelse, han er sikker på at bære: Han skal gå i seng med sin søster og slå sin mor ihjel.

"Når du længes efter at høre stemmer, finder du ikke andet end dyb stilhed, og når det er stilheden, du søger, hører du kun spådommens ubønhørlige stemme."

Andet spor stammer fra Anden Verdenskrig, hvor en hel skoleklasse af evakuerede børn fra Tokyo falder bevidstløse om i en skov efter at have set et glimt af noget lysende metal, der måske var et rumskib, måske var en bombeflyver.

Tredje spor handler om et af de bevidstløse børn i voksen udgave, særlingen Nakata, der siden den mystiske hændelse ikke har fungeret ordentligt i hjernen, men til gengæld kan tale med katte.

Derfor har han fået sig en geschæft som opsporer af forsvundne kæledyr, og den trækker ham ind i en jagt, der på mærkelig vis er forbundet med den 15-årige Kafkas flugt.

Kafka på stranden er Murakamis første rigtige mursten, siden Trækopfuglens krønike gav ham hans store europæiske gennembrud.

Bogens stærkeste og mest formfuldendte tråd følger Kafka Tamuras flugt fra Tokyo og ud på landet til et fredfyldt lille bibliotek, hvor den smukke mandekvinde Oshima tager ham under sine vinger, og han forelsker sig håbløst i den modne kvinde fru Saeki.

Mere barok er historien om den godmodige Nakata, der under jagten efter en forsvunden kat stilles over for en ond mand ved navn Johnnie Walker, der måske er Kafkas far, og tvinges til at slå ham blodigt, voldsomt og pinefuldt ihjel. Men det er Kafka Tamura, der vågner op med blod på skjorten. Drengen og mandens skæbner er nemlig indbyrdes forbundne med en ubønhørlighed, der skærer på tværs gennem den drømte og den vågne virkelighed og rækker tilbage gennem historien til den dag under krigen, da børnene faldt om i skoven.

Gruen i den udtalte og uudtalte historie

Det lyder vist kryptisk, og det er det også. Kafka på stranden er ikke den bog, hvor sammenbindingen af de mange metafysiske tråde lykkes bedst for Haruki Murakami. Den er løsere i fugerne end flere af sine forgængere, og den nærmer sig til tider det decideret campede med talende katte, virkeliggjorte tegneseriefigurer og spøjse tumper. Det sublime ved Kafka på stranden er gruen. Både i den udtalte og i den uudtalte historie (den egentlige forklaring på, at Kafka er løbet væk fra sin far), vokser volden frem på en skarpere og mere blodig måde end før i Murakamis værker. Der er meget David Lynch over de drømmeagtige lynglimt ind i verdener, hvor subjektet er underkastet nye mareridtslogikker. Men der er også meget Kafka, for Murakami anerkender ikke noget skel mellem det virkelige og det drømte, det der fremstår, og det der symboliseres. Her glider universerne altid sammen som materier, og mennesker kan fordobles, såvel som de kan halveres.

Drengen med dæknavnet Kafka Tamuras yndlings-Kafkahistorie er I fangekolonien, fordi den beskriver menneskets vilkår ved at fortælle om en maskine. Når en forfatter så udtrykkeligt lader sin hovedperson pege på en dør ind til sit fiktionsunivers, skal man naturligvis være varsom med at åbne den. Men I fangekolonien handler om en rejsende, der på en ø får fremvist en sindrig straffemaskine, der ved hjælp af nåle indridser navnet på den passende straf på synderens ryg. Da den rejsende ikke bryder sig om maskinen, vil den ansvarlige officer bevise dens retfærdighed ved selv at lægge sig ind, men maskinen går amok og slår officeren ihjel. Den rejsende flygter i forfærdelse væk fra øens usmagelige vold, men på vej op i båden må han i panik true ad nogle af øens beboere for at undgå, at de flygter med. Idet han vil væk fra volden, må han selv gribe til vold.

I Kafka på stranden er volden, såret og adskillelsen en grundhændelse; noget som allerede er sket og ligger til grund for menneskernes søgen. Hvad enten det gælder et Japan, der er såret af verdenskrigen, en dreng, der er forladt af sin mor, eller en stakkels tumpe, der for at stoppe volden selv må gribe til vold. Det er ubønhørligt og uhyggeligt, og at halvdelen af det sker i drømme, gør det hos Haruki Murakami på ingen måde mindre virkeligt.

Haruki Murakami: 'Kafka på stranden'. Oversat af Mette Holm. 459 sider, 349 kroner. Klim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu