Læsetid: 3 min.

Fortrængningens kunst

Opgør med forsøget på skønmaleri af DDR-tiden
26. maj 2007

I november 2006 fandt en bemærkelsesværdig begravelse sted i Berlin. Den tidligere DDR-spionchef Markus Wolff blev bisat fra kirkegården Berlin-Friedrichshfelde. Wolff havde været en af dem, der stod forrest i ledelsen af det undertrykkende system, der så præcist er skildret i den prisbelønnede film De andres liv af Florian Henckel von Donnersmarck. Ved begravelsen talte bl.a. den russiske ambassadør i Berlin, Vladimir Kotenew, som omtalte Wolff som "en af Tysklands bedste sønner, et storartet menneske", som ikke havde mistet troen på sine idealer. Næste taler var det tidligere medlem af centralkomiteen for SED (Det Socialistiske Enhedsparti) og nuværende medlem af det tyske PDS Manfred Wekwerth. Også han roste Wolff - "verdens bedste spionchef" og den, der medvirkede til, at Den Kolde Krig ikke blev varm. Således Wekwerth. Som sidste taler fremhævede den nuværende leder af PDS, Lothar Bisky Wolff, for at have været "tro mod sine idealer og samtidig parat til at indrømme sine fejl".

Svundet hukommelse

Netop det sidste forhold er det efter manges mening knebet en del med i tiden efter murens fald. Ikke bare for Wolff, men for næsten alle DDR-styrets gamle folk. Historikeren Hubertus Knabe, som i sin netop udkomne bog Die Täter sind unter uns. Über das Schönreden der SED-Diktatur beskriver Wolffs begravelse, går så langt som til at hævde, at det virker som om, det endnu ikke er afgjort, hvorledes man skal bedømme DDR-tiden. De tidligere forbrydere, medløbere og passive betragtere prøver med stadigt større intensitet at retfærdiggøre sig. Således forsøgte to tidligere fremtrædende Stasi-officerer i marts sidste år ved et møde på museet Berlin-Hohenschönhausen at bagatellisere de begivenheder, som fandt sted i de bygninger, som i DDR-tiden husede det berygtede Stasi-fængsel.

Det er dette museum, Knabe er leder af i dag. Hans direkte anledning til at skrive bogen er dels de stadigt mere markante forsøg på at retfærdiggøre fortidens handlinger, dels et stigende ukendskab til DDR-tiden. Sidstnævnte dokumenterer Knabe gennem en række undersøgelser, hvis resultater man ikke ved, om man skal grine eller græde over. Således kunne kun 22 procent af 5.600 adspurgte skoleelever i 2005 svare rigtigt på, hvem Erich Honecker var. De kunne oven i købet vælge mellem forskellige svar. 7,5 procent mente i den forbindelse, han nok måtte være Vesttysklands anden kansler og ophavsmand til Wirtschafswunder. Andre 7,5 procent mente, at Wolf Biermann var tidligere generalsekretær i DDR!

Dokumentation

Knabes bog er en grundig og meget overbevisende dokumentation af de forbrydelser, som fandt sted i DDR-tiden, og den er samtidig et råb om retfærdighed for dem, som var ofre, og som nu må se de tidligere DDR-spidser og undertrykkere gå frit omkring og for enkeltes vedkommende tilmed blive hyldet, som Wolff blev det sidste år. Og det har tilsyneladende lange udsigter med at få gjort op med de forbrydere, som er midt imellem os, som det hedder i titlen. Ofrenes 'strategiske ulempe' ligger deri, skrive Knabe, at mennesker generelt gerne vil glemme det dårlige og beholde det gode i erindringen. Man kunne supplere med, at nostalgien (man taler ligefrem om en 'Ostalgi') understøttes af, at man i DDR-tiden kunne undertrykke systemets modstandere og i vidt omfang manipulere befolkningen, men samtidigt var der en social tryghed i form af børnehaver uden ventelister og alment tilgængelige billige boliger. Det er der ikke længere i nær samme omfang. Det er i al fald de argumenter, man ikke så sjældent hører, hvis man i dag færdes i det gamle DDR. Et næsten lige så udbredt synspunkt blandt gamle DDR-borgere er, at der i de gamle DDR-dage var langt bedre sammenhold folk imellem.

Manglende opgør

Et af de forhold, som efter fleres opfattelse forhindrer et større retsopgør med DDR-undertrykkelsen, er den aftale, der blev indgået ved genforeningen. Her hed det bl.a., at DDR-styrets handlinger mod landets egne borgere skulle dømmes efter DDR-lovgivning og ikke efter den lovgivning, der rådede i Vest-Tyskland. Argumentet holder ikke, mener Knabe, for mange af de handlinger, der skete, stred også mod den daværende forfatning. Alligevel sker der ikke noget særligt med forbrydere fra dengang.

Titlen på Knabes bog erindrer om den berømte film Morderne iblandt os, som skildrer, hvordan nazitidens undertrykkere næsten modsigelsesfrit glider over i den nye efterkrigstid og blot fortsætter et nyt liv, uden at der foretages noget opgør med fortiden. Knabe vil på ingen måde sammenligne Stasi med nazi, men han efterlyser og bidrager selv til et opgør med det skønmaleri af DDR-tiden, som for tiden breder sig i Tyskland.

Hubertus Knabe: Die Täter sind unter uns. Über das Schönreden der SED-Diktatur. Propyläen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu