Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det trøsterige lorteliv

Belgiske Dimitri Verhulst fortæller med storslået humor om en barndom blandt sociale bærme
Kultur
5. maj 2007

Dimitri Verhulst brød igennem med romanen Hotel Problemski (dansk 2004), som er baseret på forfatterens besøg i en belgisk flygtningelejr og former sig som et seriøst morsomt satireshow over lejrens håbløse vilkår og dens traumatiserede eksistenser.

Hans nye roman Altings bedrøvelighed er baseret på forfatterens barndom i en belgisk landsby - "et latterligt hul med brevduesport og finregn" - og former sig som en seriøst morsom hyldest til et miljø og en opvækst, som af enhver socialpædagog ville blive dømt dybt traumatiserende. Der fortælles i første person, men hvor tæt vi er på virkeligheden, kan vi selv dømme ud fra forfatterens indledende annoncering: "En eventuel lighed mellem bestemte figurer i bogen her og eksisterende personer skyldes udelukkende menneskekundskab og intet andet."

Som søn af en inkontinent, bortløben luder og en dybt alkoholiseret far, der efter at være blevet forladt af konen bor hjemme hos sin mor sammen med sine tre lige så alkoholiserede brødre, vokser lille Dimitri (f. 1972) op i en dyb solidaritet med den verden af pis, øl, bræk, sjofle historier og sure sokker, som er hans barndoms element.

Verhulsts barndomsskildring nærmer sig det sublime. Hvis man, i en lettere fordrejning af Kant, forstår 'det sublime' som det, der sker, når bevidstheden konfronteres med noget, der er så ulækkert, at den egentlig burde bryde sammen, men så alligevel formår at give det form.

Det er det, Verhulst gør: giver det ulækre litterær form, til stor fryd for denne læser. Aldrig før er der udvundet så megen poesi af bagfulde onkler, af sved og ansjosfedt, af hussvamp og værtshusstank, af lortefyldte stomi-poser, plettede lagener og bunker af snavsetøj.

Den universelle drukkenbolt

Verhulst transponerer med sin fandenivoldske humor en hel metafysisk idélære til de sociale bærmes univers. Det ophøjede får skikkelse i det laveste; drukkenboltenes verden har sine egne mirakler, genfødsler, universelle idéer, pilgrimsvandringer - og endog sit eget guddommelige lys: "Netop den nat belyste politibilens blå blinklys tapetet i vores soveværelse så smukt, det blev en del af den guddommelige koreografi."

'Miraklet' oplever vi i skikkelse af den 'genfødsel', mændene oplever, da landsbyens smukkeste kvinde for en stund vender tilbage; hun, som rejste til hovedstaden "til stor sorg for vores unge mænd, der nu skulle gøre grimmere kvinder ulykkelige". Nyd lige denne vidunderligt kondenserede relativsætning!

'Den universelle idé' viser sig i skikkelse af 'den universelle drukkenbolt' - en idé, som onkel Potrel udtænker som en pendant til 'den universelle cykelrytter', da han med stor kreativitet konstruerer en drukkonkurrence i nøjagtig analogi til Tour de France: "I morgen ventede den første prøve ham, en etape fra Amiens og til Chartres, 19 kilometer eller niogtredive genstande (-) Der var kun to klatreture, og de var til at overse. Hver af dem skulle gennemføres ved at drikke en trappistøl med en alkoholprocent på ti."

En aften af stor poesi

Storslået heroisme møder vi i den udholdenhed, som landsbyens mænd udviser på den store druk-tour:

"I disse dage udfolder vores professionelle drukkenbolte deres forurenede, men kolossale energi igennem et imaginært Frankrig. (-) på deres vej skal de opleve de værste anfald af bevidstløshed samt opkastningsfornemmelser, som de skal ryste af sig, de skal udholde hovedpine og diarré, de skal finde nye kræfter og vække ambitionen om virkelig at have betydning til live, alene i kraft af en stærk mave og igennem leverens gode funktion."

Endelig viser skæbnen og metaforens metafysik sig i skikkelse af Roy Orbison, hvis ulykkeplagede liv fortællerens far betragter som en parallel til sit eget. Verhulsterne ser Orbisons comeback-koncert i fjernsynet hos en iransk indvandrerfamilie, der som de eneste i landsbyen slår dørene op for de fordrukne mænd, hvis eget tv netop er blevet afhentet af pantelåneren.

Og det bliver en aften af stor poesi, dels fordi Orbinsons comeback får en aura af metafysisk trøst, dels fordi de storkæftende Verhulstere sættes sprogligt skakmat af iranernes begrænsede, men korrekte belgiske ordforråd, som rummer citater af belgisk poesi. Som det opsummeres af fortælleren: "Denne aftens symbolske værdi kunne sagtens hamle op med den trøst, der kan findes i store metaforer."

Der er ikke tale om romantisering af lortelivet. Der er tale om at lade lortet udfolde sin egen poetik. En poetik, der med skrønen, overdrivelsen og grotesken som stilistiske redskaber ikke er bange for at se det barskeste i øjnene. F.eks. at stille spørgsmålet, om man virkelig elsker den søn, man har fået med en kvinde, man hader, som fortælleren gør det i det sidste kapitel, hvor kærligheden netop i kraft af den radikale mangel på sentimentalitet skrives frem.

Det her er drengerøv, der sparker røv. Og det er mundret oversat til dansk.

Dimitri Verhulst: Altings bedrøvelighed. På dansk ved Nina Malinovski og Ludo Leroy, 259 sider, 249 kr. Ries. ISBN 978-87-91318-33-7

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her