William Kentridge havde i slutningen af 1990'erne så eftertrykkeligt et gennembrud, at han siden har været fast inventar på stort set alle internationale biennaler, udstillinger og festivaler. Man har således kunnet opleve kunstnerens dybt poetiske film ved lejligheder så forskellige som Documenta 10 og 11 i Kassel (1997, 2002), Venedig biennalen (2005), Fairy Tales Forever på Århus Kunstmuseum (2005) og altså nu på Malmö Konsthall med soloudstillingen 'Fragment for Georges Méliès, Black box/Chambre Noire'.
William Kentridge er happening. Og det på trods af, at den sydafrikanske kunstner er så langt fra tidens eksotiske og ungdomsfikserede ideal, som man kan komme. Født og opvokset i velhaverforstaden Houghton udenfor Johannesborg, som søn af byens førende advokat, er Kentridge prototypen på den midaldrende white male, som gennem de senere årtier har været så udskældt for sin traditionelle magtposition og generelle normalitet. I Syd-afrika var denne position dog mere radikalt eksisterende end de fleste steder. Og man må forstå apartheids ophør ikke blot som en frisættelse af et sort folk, men som et punktum for en århundrede gammel kolonihistorie, der til det sidste så den hvide mand som denne verdens naturlige hersker.
Den hvide skyld
Det er netop spørgsmålet om den hvide skyld og forsoningen med historien, der er de store temaer i William Kentridges værk. I Malmö har man nu mulighed for at opleve de to seneste af slagsen samt en hel kavalkade af tidligere film. Karakteristisk for Kentridges produktion er 'Black box' et triumferende mix af genrer og stilarter. Selve værket er et dukketeater i overstørrelse, der opfører 20 minutter lange forestillinger med mekaniske dukker, videoprojektioner og et til værket komponeret lydspor. Med blik tilbage på Bauhaus-skolens fremtidsforelskede balletopførelser i 1920'erne, spiller den moderne utopi også hovedrollen i Kentridges forestilling. Blot handler det her om utopiens tragiske efterliv. 'Black box' fortæller den ulykkelige historie om tyskernes udslettelse af Herero-stammefolket i Namibia. Forestillingens sidste scene, et filmklip med en smilende, tysk storvildtjæger, der nedslagter et næsehorn, opsummerer værkets sorgfulde refleksion.
'Fragment for Georges Méliès' sporer anderledes ind på kunstnerens egen rolle som skaber af historien. Værket består af ikke mindre end ni filmprojektioner, alle enten animerede tegnefilm eller let magiske optagelser af kunstneren på arbejde i sit atelier. Georges Méliès var en stjernegal filmmager, der i begyndelsen af forrige århundrede lavet filmen Journey to the Moon. Det er ikke kun Méliès drømmefulde tema, som Kentridge arbejder videre på, men også franskmandens collageagtige blandingsform mellem tegning, film og teater, som inspirerer Kentridges originale og mangfoldige univers.
Sejrherre og undertrykker
Mens det hvide Sydafrika er både hovedmotiv og genstand for refleksionen hos William Kentridge, angår værket i ligeså høj grad hele Vesteuropas historie som kolonimagt. Apartheids ophør var ikke kun signalet om en hvid befolknings fundamentale redefinition af sig selv. Det var yderligere et lydeligt krav fra en sort befolkning om at genskrive den officielle, hvide historie om erobring og kolonisering af Afrika og erstatte den med den fortrængte, sorte fortælling om racediskrimination og undertrykkelse.
I Kentridges film kommer europæernes dobbeltrolle som sejrherre og undertrykker til udtryk gennem hovedpersonernes skizofreni. I filmen Felix in exile (1994) møder vi første gang den jødiske forretningsmand Soho Eckstein, hvis entreprenante minevirksomhed i en lind strøm udsletter sine sorte arbejdere i jagten på guld og diamanter. Sohos alter ego, den kuede og samvittighedsbetyngede Felix Teitlebaum, har ikke alene en affære med Sohos kone, der selv har forladt sin skruppelløse mand. Han er yderligere elsket af Ecksteins sorte slavekvinde for sin bløde medfølelse og skrøbelighed.
Den gotiske knude af skyld og skam, erindring og fortrængning går med vilje aldrig op hos Kentridge. Kunstneren efterlader i reglen sin betragter på hospitalssengens kant i det klimaktiske øjeblik, hvor respiratoren sætter ud og det velkendte, lange bip sætter ind. Gennem sine fabulerende og fantastiske film gør Kentridge historien gældende og nærværende som poetisk refleksion. Og det gælder både for Sydafrika og alle os andre.
* William Kentridge: Fragment for Georges Méliès Black box / Chambre noire Malmö Konsthall til 19. august. www.konsthall. malmo.se
