Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Actionunderholdning i børnehøjde

Spændende actionscener og rappe replikker, men skrantende plot og psykologi i eventyrlig børnefilm
Kultur
3. februar 2006

Blev de bornholmske rundkirker bygget af tempelriddere i 1100-tallet? Er de placeret i et mønster, som i virkeligheden er et skattekort? Og hvad er det for et hulrum, radarmålinger viser, der findes under gulvet i Østerlars Rundkirke?

Det er de ubesvarede spørgsmål, som instruktør Kaspar Barfoed (Min søsters børn i Ægypten) og hans manuskriptforfatter, amerikaneren Phillip LaZebnik, har ladet sig inspirere af, da de skabte plottet til børne-eventyrfilmen Tempelriddernes skat.

Her følger vi fire venner, som under sommerferien på Bornholm får færden af noget mystisk.

En række skavanker

En gruppe skumle typer, der kalder sig Det Sorte Broderskab, er involveret, da en mand falder ned fra en høj klippe og dør. En ring med en kryptisk inskription fører børnene på sporet af Tempelridderne og deres sagnomspundende skat, men Det Sorte Broderskab er også på sporet - af både skatten og børnene.

Tempelriddernes Skat lanceres som 'familiefilm', men jeg vil nu snarere kalde den en børnefilm med primær målgruppe blandt de 7-11-årige. Min otte-årige med-anmelder syntes, at filmen var spændende - særligt scenerne, hvor Det Sorte Broderskabs kutteklædte medlemmer forfølger vores hovedpersoner på motorcykler... som danske udgaver af Ringenes herres Ringånder, der har skiftet hestene ud med off-roadere.

Og det er netop også i de enkeltstående scener, at filmens styrke ligger. Her er både action, uhygge og humoristiske, rappe replikker.

Men træder man et skridt tilbage og ser filmen mere overordnet og som en helhed, har den en række skavanker. Historien er tynd som et edderkoppespind i en kirkekrypt og præget af urimeligheder - også inden for sin egen eventyrlige ramme. Eksempelvis accepterer man, at børnene - i klassisk De 5-stil - er umanerligt ferme til at opklare indviklede mysterier; men det ødelægger oplevelsen, at Det Sorte Broderskab er så umanerligt elendige til fange børnene. De onde mister den farlighed, som er afgørende for at opretholde spændingen. Hvad angår personernes psykologi er filmen tv-serie-stereotyp.

Og det på trods af, at flere af børnene er velcastede og ganske velspillende. Men f.eks. fremstår udviklingen i forholdet mellem den ældste, Katrine, og hendes far (Peter Gantzler) som et postulat, der ender i det ufrivilligt komiske.

Plottet ligner mest af alt en undskyldning for at fyre actionscener, spændingssekvenser og kække bemærkninger af. Her kan Kaspar Barfoed så til gengæld også sit håndværk, om end filmen ikke når op på Klatretøsen-niveau, hvad angår fotografering, lyssætning og klipning. Men det er stadig habil actionunderholdning i børnehøjde - og for de videbegærlige måske en indgang til at lære mere om tempelriddernes æra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her