Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Alverdens ulykker

Ny bog om Stig Tøfting er en både uvirkeligt ulykkelig og særdeles realistisk fortælling om en usandsynlig succes
Ny bog om Stig Tøfting er en både uvirkeligt ulykkelig og særdeles realistisk fortælling om en usandsynlig succes

Jan Unger

Kultur
25. oktober 2005

Som en spansk fodboldjournalist siger i Jørgen Leths film om Michael Laudrup: »Han er en af de få gode undskyldninger vi fans har for vores passion for fodbold.« Det er sådan, man taler om Michael Laudrup, poeten i sporten og kongen blandt kropskunstnerne i fjernsynet.

Stig Tøfting derimod er en af de rigtig mange undskyldninger, som fodboldens fjender kan trække frem og folde ud: »Han er jo en voldsmand,« siger de.

Mennesker der selvfølgelig principielt er modstandere af 'stigmatisering' og betragter sig selv som 'modstandere af negativ social arv', bliver gerne i tilfældet Tøfting lidt mindre overbærende: »Han er jo dømt," siger de. »For vold.«

Og de har helt ret: Stig Tøfting er dømt to gange for vold, og han blev ekskluderet fra sin barnsdomsklub AGF, fordi han drak for meget til klubbens julefrokost og endte i 'håndgemæng'.

Også de fodboldfans, der dyrker Zidane som en kantate af Bach og kalder brasiliansk fodbold for 'impulsiviteten' par excellence, kan være negative over for Stig Tøfting. Han er jo ikke tryllekunstner.

De har også ret: Stig Tøfting er hverken brasilianer eller Zidane. Han voksede op på Stadion Allé i Århus, hans far var buschauffør og hans mor arbejdede som klinikassistent, der efter adskillige diskusprolapser måtte afslutte sin erhvervskarriere.

»Vi er en typisk arbejderfamilie, hvor der er en anderledes respekt over for de voksne, end der er i dag,« fortæller Tøfting i en ny bog, som har fået navn efter hans berømte tatovering på maven No regrets: »Jeg gør, hvad der bliver sagt; hvis ikke, kan det sagtens ende med rød røv, inden jeg skal i seng.«

Jeg er stadig okay

Da Stig Tøfting var tretten år gammel, kom han en dag hjem og fandt begge sine forældre skudt. Senere fortalte vidner, at de først hørte et skud, som må formodes at være farens mord på moren og et par timer efter skød faren sig selv.

20 år senere og lige efter sin lille babys død af hjernebetændelse skriver Tøfting i sin dagbog fra fængslet: »Jon er død. Jeg har ingen kontrakt. Jeg er i fængsel. Og jeg er stadig okay. Det kan ikke være sandt, siger Betiina. Nu går jeg i drømmeland. Sov godt.«

Det er Tøftings skæbne: Han bliver ramt af ulykker, det kan ikke være sandt, tænker konen og alle de andre i hans tilværelse. Men det er sandt, og han er stadig okay, lidt mindre okay indimellem og nogle gange alligevel fortvivlet. Men så træner han i fængslet.

Livet som fange minder om livet i træningslejr. Og Tøfting kommer tilbage og som regel for den store forbindelse i hans tilværelse: Barndomsklubben AGF. Han nåede 41 landskampe, og nationen var bevæget, da han sagde stop efter VM i 2002.

Så ødelagde Tøfting det for sig selv igen, og nationen blev bevæget til foragt, da Tøfting nikkede en tjener på en restaurant i København en skalle. Og blev dømt.

Dagen efter Stig Tøfting fandt sine forældre skudt, tog han til Randers Cup som ungdomsspiller og fik overrakt prisen som stævnets bedste spiller af daværende landstræner Sepp Piontek.

Det kan ikke være sandt, tænker læseren. Det kan også være en undskyldning for fodbold: de mest vanvittige slag kan vindes. Ikke af særligt mange, faktisk af næsten ingen. Men det er alligevel Stig Tøftings præstation.

Det er nu blevet til en både uvirkeligt ulykkelig og særdeles realistisk fortælling om en usandsynlig succes, der konstant kan slå om i fiasko. »Men«, siger Tøfting i bogen, »jeg er en utroligt dårlig taber .«

Stig Tøfting i samarbejde med Lars Steen Pedersen: No regrets. People's press. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her