Læsetid: 2 min.

Til bal med de gule jakker

Der er ingen grund til at rynke på næsen af fusionsgruppen Yellow Jackets. De fire seriøse spillemænd har masser af begavet musik i sig. Legenden McCoy Tyner virker derimod som en slidt motor
Der er ingen grund til at rynke på næsen af fusionsgruppen Yellow Jackets. De fire seriøse spillemænd har masser af begavet musik i sig. Legenden McCoy Tyner virker derimod som en slidt motor
12. juli 2007

Det er et imponerende jubilæum, den amerikanske fusionsgruppe Yellow Jackets kan fejre i år. 25 år har gruppen eksisteret, talt fra pladedebuten, Yellow Jackets, fra 1981.

Og at gruppen stadig har vedkommende musik at byde på, var tirsdagens koncert i Jazzhouse et bevis på. De er jo glimrende musikere, hovedarkitekten Russel Ferrante (klaver og keyboard), Bob Mintzer (saxofon), Jimmy Haslip (el-bas) og Marcus Baylor (trommer). Og selvom der kan trækkes tråde til den melodiske, lette bølge af amerikansk jazzfusion, der voksede ud af de banebrydende rockjazz-eksperimenter i 1970'erne, og som siden har udviklet sig i grotesk lydtapetserende retning under betegnende navne som elevatorjazz, brusebadsjazz og light fusion, så er Yellow Jackets en oprigtigt ambitiøs og begavet gruppe af spillemænd med en stor musikalsk palette. For ved siden af en stærk melodisk åre, påvirket bl.a. af jazzstandards fra beboppen og Broadway, kan de også i kompositorisk henseende udfordre sig selv og lytterne. De trækker på kilder også fra diverse etniske musikformer og fra den klassiske musiks reservoirer af melodisk og kompositorisk finesse.

Ferrante og Haslip var med fra starten. I mange år var den nuancerede og dynamiske trommeslager William Kennedy fast medlem, men Baylor, der afløste ham fra slutningen af 1990'erne, virker som en udmærket erstatning. Størst betydning fik det, da Bob Mintzer afløste den pop-influerede altsaxofonist Marc Russo. Det gjorde han med sit både mere dybdesøgende og ekspressive spil, dokumenteret på en af gruppens mest ambitiøse plader, Greenhouse (1991), der i passager er en lykkelig crossover mellem rockjazz, sydamerikansk perkussion og elegisk kammermusik. Mintzer, der spiller flere saxofontyper og basklarinet, er også en erfaren bigband-komponist og arrangør.

Ingen grund til pension

En anden legende af trods alt større jazzhistorisk betydning end Yellow Jackets er pianisten McCoy Tyner (f. 1939), som er annonceret som et af festivalens absolutte topnavne. Vel nærmest også i respekt for Tyner, der i dag er en tydeligt slidt veteran. Hans motor fungerer fortsat, men ikke som i gamle dage, da han udvidede jazzklaverspillets klanglige og harmoniske spektrum som akkompagnatør af saxofonisten John Coltrane i dennes grænsesprængende periode fra 1961-1966, hvilket simpelthen forandrede jazzen.

Jeg hørte første sæt af Tyners koncert i Glassalen. Han hørtes i trio med den seje og grove bassist Gerald Cannon og trommeslageren Eric Gravatt. I tilgift den ligeledes aldrende saxofonist Gary Bartz. Det blev til en musikoplevelse absolut på det jævne. Eller måske nærmere ujævne. For Gravatt var på trommerne meget dominerende, og hans spil sejlede rundt i tempo som en jolle i bølgers vold til trods for hans behjertede musikalske engagement. Bartz blæste, men uden rigtig inspiration.

Tyner selv var lidt af en sammensunket skyggefigur ved klaveret, der i glimt funklede. Mest udbytterigt i dette løst furede første sæt var en kraftfuld bassolo af den stovte Cannon.

kultur@information

Yellow Jackets, Copenhagen Jazzhouse, tirsdag

McCoy Tyner Trio + Gary Bartz, Glassalen, Tivoli, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu