Det er en livsalig film, Anders Østergaard har begået om 1970'ernes danske supergruppe Gasolin', der i øvrigt har samme titel som sit subjekt. I lyset af hans film om Jan Johansson (Troldkarlen fra '99) og Hergé (Tintin og mig, 2003) tegner der sig stille og roligt et billede af en vidunderligt diskret, passende sober og total empatisk indstillet dokumentarfilmskaber, som formår at lade sine emner tale for sig selv, men til gengæld også evner at digte med på både billed- og lydside, så man bliver ganske svimmel. I Gasolin' er det langt hen ad vejen de fire medlemmer fra gruppens storhedstid, der fører ordet; især forsanger Kim Larsen og leadguitarist (med streg under lead) Franz Beckerlee kommer godt til fadet. Hvilket måske ikke er mærkeligt, eftersom den konflikt, der til at begynde med drev bandet frem og siden splittede det ad, primært udspillede sig mellem de to. I en sådan grad tilmed, at gruppens oprindelige trommeslager Bjørn Uglebjerg af samme årsag smed håndklædet i ringen, kort før indspilningen af gruppens nu klassiske debutalbum.
Tilbageblik med et smil
I rocksammenhæng er der tale om en helt klassisk konflikt, men det gør den bestemt ikke mindre interessant. Kort sagt er Franz cool, mens Kim er hot. Dernæst er Franz' primære interesseområde det musikalske; altså ikke kun melodier og den slags, men klang, teksturer, produktion, the lot. Lyd, simpelthen. Det er så ikke lige Kims stærke side. Overhovedet. Han er stort set kun interesseret i sange. Og tekster. Og hvor Kim har et solidt afsæt i den danske muld (altså Vanløse), er Franz head over heals forelsket i USA. Først som jazzavantgardist og siden som Jimi Hendrix-discipel, da han bytter saxen ud med en elguitar.
Og trods Kims ofte fremsatte dybe kærlighed til f.eks. Little Richard, er han på alle måder en noget nær skumfødt arvtager til hele den folkelige tradition fra Oswald Helmuth, Liva Weel og videre frem. Den slags giver problemer. De tos sammenstød var som benzin på bålet, selv med så rund og god en personage som Willi Jönsson som mægler de to i mellem. Og det er ikke løgn at påstå, at bandets karriere var en lang opslidende konflikt i de ni år, den varede. Heldigvis er de nu alle blevet så voksne, at de kan fortælle om det med et skævt smil og lidt af bagklogskabens som altid suveræne overblik.
Sej og solidarisk hyldest
Gasolin' følger stort set gruppen kronologisk fra start til slut. Fra sure klubjobs til overdådige halkoncerter. De tre primære aktører - og det er udover Kim og Franz selvfølgelig primært den ubetalelige Willi Jönsson - fortæller frit fra leveren om stort og småt og er alle lige en tur omkring deres barndom og hvordan de nu mener, den har været med til at forme dem. Derfor virker det også en smule mærkeligt, at gruppens trommeslager, Søren Berlev, ikke på samme måde får lov til at tage en tur ned ad Mindernes Allé, men blot smides durk op i bandsuppen, da han bliver medlem i tiden omkring debut-lp'en.
Det ville være lidt ligesom at ignorere Ringo i Beatles-sammenhæng, bare fordi han kom sent med i gruppen. Det er så også én af de få indsendelser, vi har mod værket her, thi det sprudler af fortælleglæde og store personligheders blændende aura samt ikke mindst en voldsomt dynamisk billedside, hvor gamle, klassiske klip blander sig elegant med nutidige interviewsekvenser. Med en enkelt tilføjelse i form af Østergaards visuelle iscenesættelse af den oprindelige Gasolin'-besætning, der transporterede gearet hid og did i København på en gammel hestevogn. Og jo, så kniber det lige kniber med kronologien omkring Kim Larsens solodebut, Værsgo, fra 1973; den udsendtes ikke mellem Gasolin'-album et og to, som der hævedes i filmen, men mellem album to og tre. Men det er petitesser, som kun nævnes, fordi de irriterede den indre diskograf. Inderligt.
'Kimpansen'
Med Franz og Willi som de mest musikalsk erfarne og til en begyndelse, bandets drivkræfter, og Kim Larsen som dens sprudlende, men også møgirriterende naturtalent ('Kimpansen', som han et sted kaldes!), tegnes et levende, inciterende og vittigt portræt af et band, der godt nok rundedes af ungdomsoprøret, men ikke som sådan var egentlige eksponenter for det. Dertil var drivet for stort og ambitionerne for vidtløftige. De fire medlemmer talte, åndede, spillede og sked musik i løbet af de ni år, hvor de uafbrudt sad klistret op og ned ad hinanden i turnusser, i stinkende øvelokaler og diverse københavnske lejligheder, mens ægteskaberne skred, og de indbyrdes konflikter intensiveredes. Heldigvis fik de også tid til at skabe en række albums, der indeholder noget af det mest slidstærke danske musik overhovedet. Det er dét filmen fejrer.
Der fejes ikke noget ind under gulvtæppet her, men ikke desto mindre fremstår filmen som en sej og solidarisk hyldest til livet, musikken og det kammeratskab, der trods alt engang var medlemmerne i mellem. Det tætteste vi herhjemme er kommet The Beatles, hvad angår et orkester, der ubesværet transcenderede alder, køn, hudfarve og politisk overbevisning. Et indtryk, der kun forstærkes af dette stykke kærlighedsarbejde fra Anders Østergaards hånd. En vinder og den til dato bedste danske rockdokumentar.
