Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Boe Bro Brille

Nicolas Bro spiller sig selv i Christoffer Boes 'Offscreen', der forsøger, men ikke lykkes med at udviske grænserne mellem virkelighed of fiktion
Kultur
18. august 2006

Instruktøren Christoffer Boe vil i dialog med sit publikum og filmmediet. Han indleder sine film med at bryde alle illusioner for på den måde at gøre os opmærksom på, at det bare er film, vi ser. Så rekonstruerer han illusionerne for at få os til at gå med på historien alligevel. Det lykkes ham på fornem vis i Reconstruction, en inspireret kærlighedsfortælling, men ikke i Allegro, der handler om de konsekvenser, det kan få, hvis den store kærlighed går i stykker.

I sin seneste film, Offscreen, der i sin leg med mediet ligger i forlængelse af de to første, fortæller Boe om et menneske, en skuespiller, som går i opløsning. Og for at give publikum noget ekstra at tumle med, lader han skuespilleren Nicolas Bro spille sig selv, skuespilleren Nicolas Bro. Bro vil gerne lave en film og låner et kamera af sin ven, instruktøren Christoffer Boe, som også giver Bro nogle gode råd med på vejen.

Interessante øjeblikke

Bro siger, at han vil lave sin film som en kærlighedsgave til sin kone, Lene (Lene Maria Christensen), men det handler vist mere om den ultimative, narcissistiske øvelse, hvor skuespilleren iscenesætter sig selv i forhold til sine omgivelser, mens han filmer – et forfængeligt forsøg på, måske, at finde sig selv i de roller, han spiller.

Det i forvejen skrøbelige forhold mellem Nicolas og Lene går hurtigt helt i stykker, og resten af Offscreen handler om Bros stadigt mere desperate forsøg på at få hende igen, mens han fysisk og psykisk er ved at falde fra hinanden – og stadig filmer alting.

Der er interessante øjeblikke i Offscreen, især når det faktisk lykkes Boe og Bro at udviske grænserne mellem virkelighed og fiktion – at få publikum til at tro på det, der sker på lærredet, som et stykke ufiltreret virkelighed om en skuespiller på vej ud over kanten. De øjeblikke, pinlige, morsomme, ubehagelige, findes i begyndelsen af filmen, hvor Boe instruerer Bro, og der er en sekvens midtvejs, hvor Bro hyrer Trine Dyrholm – der også spiller sig selv – til at spille sin kone i en rekonstruktion af en afskedsscene mellem ham og Lene.

Det er både morsomt og rørende, fordi man tror på, at Dyrholm bare er Dyrholm, en god kollega til Nicolas Bro, der gerne vil arbejde sammen med ham, men begynder at tvivle på, at han har det godt. Der er også en scene, hvor Bro, som har en rolle på Det Kongelige Teater, bliver opsøgt i sin garderobe på teatret af sin instruktør, Katrine Wiedemann, som vil have ham til at stoppe med at filme de andre skuespillere på teatret. Han nægter, og det udvikler sig til en skænderi af de mere underholdende - og foruroligende, fordi man lige dér lader sig overbevise om, at Nicolas Bro rent faktisk er ved at brænde sammen.

Fiktionens grænser

Men de øjeblikke fylder desværre ikke meget i en film, der falder fra hinanden i takt med, at Nicolas Bro gør det. Ikke skuespilleren Nicolas Bro, men karakteren Nicolas Bro, som det er meget svært at tro på, især fordi Offscreen udvikler sig i en unødvendigt og helt uforklarligt ekstrem retning. Det er en spændende øvelse, Boe og Bro gør med filmen – den ultimative afsøgning af fiktionens grænser og publikums tolerance; skuespilleren som auteur og skabende kraft.

Bro har faktisk filmet sig selv gennem et år uden et traditionelt manuskript at holde sig til, mens Boes instruktion vist nok har begrænset sig til at stille Bro forskellige opgaver. Men de har ikke held med deres forehavende. I modsætning til Michael Winterbottoms beslægtede, vittige Tristram Shandy, hvor Steve Coogan dygtigt leger med sit eget image, tror man ikke på Bro, som ellers er en god skuespiller og i Offscreen tager mange chancer.

Bro er ikke sig selv, men spiller blot en karakter af samme navn, og hvad skal vi så med alle hans og Christoffer Boes excesser? Hvis Offscreen lige så godt kunne have haft en anden skuespiller i hovedrollen og en anden instruktør bag kameraet, er den jo ligegyldig.

Offscreen. Instruktion: Christoffer Boe. Manuskript: Christoffer Boe og Nicolas Bro. Dansk Dagmar, Empire, Grand og Palads i København og en håndfuld biografer i provinsen

var id = window.location.search.substring(1);var player1 = new FlashObject("http://filmtrailer.com/trailers/flashplayer/player2_vers01/mediaplayer2.swf?" + "nocache=" + new Date().getTime() + "", "Mediaplayer", "403", "401", "7", "#ffffff", true);player1.addParam("scale","noscale");player1.addParam("salign","TL");player1.addVariable("direct_id", id);player1.addVariable("customer_id", '8385');player1.addVariable("film_id", '000297');player1.addVariable("color", 0xDDDDDD);player1.addVariable("tekstColor", 0x666666);
player1.addVariable("autoStart", false);player1.write("filmtrailer");

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her