Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Eksistentiel efterklang

To gange genfærd: Det spøger i såvel Guillermo del Toros ambitiøse og smukt forløste drama 'The Devil's Backbone' som i Pang-brødrenes uoriginale, men underholdende, gyser 'The Messengers'
Under general Franco. Instruktøren Guillermo del Toro er igen i Francos Spanien med sin fine fortælling om den 10-årige Carlos (Fernando Tielve), der først finder ud af, at han er blevet forældreløs, da han bliver afleveret på et børnehjem, der drives af den invalide enke Carmen (Marisa Paredes) og professor Casares (Federico Luppi).

Under general Franco. Instruktøren Guillermo del Toro er igen i Francos Spanien med sin fine fortælling om den 10-årige Carlos (Fernando Tielve), der først finder ud af, at han er blevet forældreløs, da han bliver afleveret på et børnehjem, der drives af den invalide enke Carmen (Marisa Paredes) og professor Casares (Federico Luppi).

Kultur
13. juli 2007

Det kræver ikke den udvidede ledvogtereksamen at regne ud, hvorfor Guillermo del Toros seks år gamle The Devil's Backbone nu får dansk premiere. Tidligere på året blæste den mexicanske instruktør det danske anmelderkorps bagover med Pans labyrint, og han har selv beskrevet The Devil's Backbone som en 'bror' til denne film. Lighederne er mange og markante, hvilket ubetinget skal tolkes som en kompliment.

Filmen foregår fem år før Pans labyrint, i 1939, hvor general Francos støtter med stormskridt nærmer sig sejr i den spanske borgerkrig. Da 10-årige Carlos (spillet af Fernando Tielve, hvis ansigt har en moden alvor, som gør ham perfekt i rollen) mister sin far på slagmarken, efterlades han på et børnehjem, som ligger uden for lands lov og ret. Det styres af den invalide enke Carmen (Marisa Paredes) og professor Casares (Federico Luppi), der begge i smug støtter den tabende side.

Casares har en samling af vanskabte fostre i sprit, og filmens titel er navnet på en uhyggeligt udseende misdannelse af rygraden, som vi får lejlighed til at nærstudere i den stemningsmættede titelsekvens.

Ærlig filmvold

At børnehjemmet er sluppet for krigens gru, skyldes kun et lykketræf; i gårdhaven står en ueksploderet bombe på højkant som et grotesk monument over menneskelivets skrøbelighed. Men et liv gik formentlig tabt under bombardementet, for et af børnene, Santi, forsvandt samme nat. Hvordan vides ikke, men måske er det hans genfærd, som Carlos ser og hører overalt.

Som i Pans labyrint arbejder del Toro altså her i et spændingsfelt mellem det overnaturlige og de rå realiteter. Fra filmens første sekunder står det klart, at spøgelseselementet har flere betydninger og blandt andet kan symbolisere et nationalt traume.

På samme måde er børnehjemmet, hvor 95 procent af filmen foregår, ikke blot et børnehjem. Den spanske nations splittelse spejles i magtkampen mellem den rationelle og barmhjertige, men affældige og impotente, Casares, og den afstumpede og virile altmuligmand Jacinto (spillet med sitrende nærvær af Eduardo Noriega).

Del Toro formår at få denne ene location til at fremstå som en hel verden og gør særlig kløgtig brug af den freudianske kælder, som danner ramme om historiens værste og væsentligste begivenheder.

Måske fordi instruktøren selv har haft død og ødelæggelse tæt inde på livet, er hans film præget af hard-core humanisme. Som i Pans labyrint mærker man del Toros dybe medfølelse, når han lader sin bærende tematiske modsætning mellem barnets uskyld og fascismens brutalitet kulminere i en dødsscene med et barn i offerrollen.

Ånd og materie

Selv på et overfladisk plan er der substans i del Toros film. Pans labyrint var værd at se alene for de nuancer, måneskinnet bragte frem i soldaternes uniformer, og også The Devil's Backbone byder på farver så forførende, at de synes at rumme en egen poesi. Instruktøren udviser også her en sjælden evne til at få stofligheden til at træde frem i (al)ting, og denne faste forankring i en fysisk og genkendelig verden, gør filmene så meget desto mere uafrystelige.

Figurerne i The Devil's Backbone er udstyret med baggrundshistorier så udførlige, at enkelte scener bliver lovlig dialogtunge, men det er en bagatel i et virtuost og dybsindigt værk, som bugner af kvaliteter: Sublimt skuespil, smidig, drømmeagtig kameraføring, en elegisk og perfekt doseret lydside samt strejf af forløsende humor, som giver mening i den større sammenhæng: Da tre af drengene sættes til at slæbe en figur i størrelse 1:1 af Kristus på korset, bemærker en af dem: "Hold kæft, han er tung af en død fyr at være". Deres tilværelse og hidtidige livserfaring giver dem sandt for dyden heller ikke megen grund til at tro på eksistensen af lige netop dette genfærd.

Landlig antiidyl

The Messengers er instrueret af de enæggede tvillinger Danny og Oxide Pang fra Hong Kong, som nu har taget springet til Hollywood. Her har de begået en gyserfilm med en hyppig forekomst af høtyve, hvilket kunne være en reference til et berømt maleri med djævelske undertoner, nemlig Grant Woods American Gothic.

Den er desuden fyldt med hilsener til kendte gysere, ikke mindst Kubricks Ondskabens hotel (1980), der som The Messengers handler om de fæle konsekvenser, det kan få, når familiefædre fejler i rollen som skaffedyr.

I et forsøg på at lægge en større følelsesmæssig og finansiel krise bag sig forlader familien Solomon Chicago til fordel for North Dakota. Her bruger de deres sidste spareskillinger på en faldefærdig gård, der ligger, hvor kragerne vender. Eller rettere; gid de gjorde. Snart begynder de nærgående fugle nemlig at terrorisere familien, samtidig med at teenagedatteren Jess (fint spillet af Kristin Stewart) begynder at se sære og skræmmende syner.

Lidt efter lidt finder vi ud af, at Jess for relativt nylig har svigtet forældrenes tillid i stor stil, og at de derfor er tilbøjelige til at stille sig skeptiske over for det, hun siger. Familiens yngste, tre-årige Ben (spillet med urovækkende uudgrundelighed af Evan og Theodore Turner), siger slet ingenting, selv om en dreng på hans alder burde være begyndt på det. Til gengæld lader det til, at han i den nye boligs mange rum kan se ting og sager, den øvrige familie ikke kan.

Magtdemonstration

Selv om familien Solomon har en støtte i John Burwell (John Corbett), en hemmelighedsfuld og lidt nybyggeragtig type, som hjælper dem med at realisere deres planer om at dyrke solsikker, begynder det nye liv at tære på sammenholdet.

The Messengers er en underholdningsfilm, og dens spøgelser er derfor ikke overraskende i knap så filosofisk tjeneste som del Toros. Fred være med det, men den har det ikke ubetydelige problem, at forklaringen på de uhyggelige hændelser er kryptisk og, hvis det ellers forholder sig, som man tror, håbløst utroværdig.

Især visuelt trækkes der vel rigeligt på klichekvoten, og choksekvenserne er så talrige, at man er på vippen til at blive immun. Når filmens første times tid alligevel fungerer, er det fordi instruktørerne udviser flair for den psykologiske dynamik i den trængte familie.

Filmens bedste scene opstår, da Pang-brødrene beslutter sig for at skilte med deres rolle som iscenesættere og manipulatorer, og samtidig på småsadistisk vis gøre opmærksom på i hvor høj grad magtbalancen mellem dem og publikum er i deres favør: Over skulderen på Jess, som kigger i kameraets retning og holder Ben i sin favn, ser vi en hvid skikkelse, som tydeligvis ikke er af denne verden. Instruktørerne holder skikkelsen ude af fokus. Man sidder med hjertet i halsen eller deromkring og venter på, at der bliver stillet skarpt. De lader en vente, i hvad der føles som en mindre evighed. Og så...

El Espinazo del Diablo
Instruktion: Guillermo del Toro. Manuskript: Guillermo del Toro, Antonio Trashorras og David Muñoz. Spansk og mexicansk (Grand Teatret i København)

The Messengers
Instruktion: Oxide Pang og Danny Pang. Manuskript: Mark Wheaton og Todd Farmer. Amerikansk og canadisk (Palads i København og Biocity i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her